NKT kom med dagens mest overraskende nyhed, efter selskabet kunne meddele et topchef-skift, som skabte usikkerhed blandt investorerne.
I toppen af det danske eliteindeks lå Rockwool og Vestas, der begge kommer med regnskab onsdag.
C25 lukkede i rødt efter et fald på 0,9 pct. i 1824,44.
»Generelt er der en afventende og negativ stemning i Europa i dag. Vi havde et efterslæb i går, eftersom vi havde lukket fredag, og det gjorde, at vi havde en pæn stigning, som næsten ender med at smutte i dag,« siger Ole Kjær Jensen, afdelingsdirektør i Sydbank.
Læs også: Lau Svenssen: 5 danske aktier, jeg ville købe lige nu, hvis jeg skulle investere 100.000 kr.
»Vi er meget fokuseret på de tal, der kommer fra USA onsdag. Det gør også, at investorerne står lidt på sidelinjen igen, og at aktivitetsniveauet er rimelig begrænset,« fortsætter han.
Inflationen i USA ventes at ligge uændret i forhold til måneden før på 5,0 pct. Kerneforbrugerpriserne, der er fratrukket fødevarer og energi, ventes at lande på 5,5 pct. på årsbasis i april fra 5,6 pct. i marts.
NKT's administrerende direktør, Alexander Kara, valgte tirsdag af personlige årsager at opsige sin stilling i kabelproducenten med øjeblikkelig virkning.
I stedet har NKT udpeget Claes Westerlind som ny topchef. Han har siden 2019 været en del af ledelsen i selskabet.
»Markedet er lidt overrasket over timingen i skiftet. NKT er på vej ind i en særdeles vigtig periode, og der er det selvfølgelig lidt uheldigt, at man skifter CEO nu,« siger chefhandler i Danske Bank Mads Zink.
»Usikkerhed er aldrig noget aktiemarkedet kan lide, og det virker lidt besynderligt,« tilføjer han.
Nyheden sendte aktien ned med 4,1 pct. til 343 kr.
Bavarian Nordic vendte i sit første kvartal et stort underskud til et stort overskud efter massiv fremgang i salget. Særligt et fortsat stort salg af koppevacciner trak op. Den vaccine omsatte for 848 mio. kr. i januar, februar og marts mod et rundt nul i samme periode året før.
For hele året fastholder selskabet sine forventninger om en omsætning i nærheden af 6 mia. kr.
Aktien steg i løbet af dagen, men endte med et fald på 0,9 pct. til 187,90 kr.
»Der var ikke så meget i regnskabet, der overraskede. På den efterfølgende telekonference meddelte Bavarian, at det er klar til yderligere opkøb. Aktien falder lidt på det, men det er som sådan markedsbestemt,« siger afdelingsdirektøren i Sydbank Ole Kjær Jensen.
Se listen: Disse folketingspolitikere investerer – her er aktierne, de har købt
Helt i top af C25 endte Rockwool med et plus på 3 pct. til 1733 kr., og markedet positionerede sig højst sandsynligt ifølge Ole Kjær op til regnskabet onsdag.
I bunden lå Netcompany efter et fald på 3,3 pct. til 266,60 kr. Selskabet offentliggjorde regnskab før bededagsferien.
»Netcompany havde det fint efter regnskabet, så der er måske lidt kortsigtet gevinsthjemtagning, efter at den er steget i løbet af den seneste månedstid,« siger Mads Zink.
Brødrene Hartmann kom tirsdag med sit fulde regnskab, efter at æggebakkeproducenter allerede i maj løftede en del af sløret for udviklingen i første kvartal. Det fik ingen indflydelse på aktien, der lukkede uændret i 303 kr.
Selskabet bekræftede den udmeldte prognose for sin omsætning og driftsresultat.
ALK-Abelló kom ligeledes med regnskab, hvor forventningerne til hele 2023 fastholdes. Selskabet kom allerede med foreløbige tal i midten af april. Det skete i forbindelse med en meddelelse om midlertidige vanskeligheder med tabletsalget, der faldt midt i april og sendte aktien kraftigt ned.
ALK-aktien steg med 2 pct. til 85,80 kr. tirsdag.
Vestas fik forud for sit regnskab onsdag løftet sin anbefaling af norske ABG Sundal Collier til "hold" fra "sælg" og skruet kursmålet op til 190 kr. fra 170 kr.
Aktien steg 0,6 pct. til 194,40 kr.
Læs også: 9 mulige aktieguldfugle: 'Det her er vores favoritaktier'
Læs også: 3 gode råd: Det bør du vide om børns investeringer
.\˙ MarketWire