Et markant fald har ramt de globale chipaktier og sendt det sydkoreanske aktieindeks ned med 7 pct.
Tilbagegangen skyldes en stigende frygt for, at AI-markedet er ved at overophede, kombineret med en hårdere konkurrence fra Kina, skriver Bloomberg.
Usikkerheden tog til efter en udmelding fra topchefen i den amerikanske chipgigant Broadcom, Hock Tan.
Han sammenligner investorernes opførsel på markedet med at gå på kasino og advarer om, at finansieringen af den videre udbygning af AI-infrastrukturen kan blive et alvorligt problem fremover.
»Mange investorer aner ikke, hvad de investerer i. De sætter meget ekstreme forventninger, blot for at opdage, at det nærmest er som at være på et kasino,« udtaler Hock Tan ifølge mediet.
Udtalelsen kommer i en periode, hvor stigende renter sætter tunge, gældsfinansierede aftaler under pres. Det skaber voksende usikkerhed om, hvor længe den massive vækst i chipbranchen kan fortsætte.
