Det danske tankrederi Torm har netop fremlagt friske regnskabstal for det forgangne år.
I fjerde kvartal af 2025 kan Torm fremvise et justeret driftsresultat (EBITDA) på 151,5 mio. dollar.
Det er en smule lavere end de 152,8 mio. dollar, som analytikerne havde ventet ifølge konsensusestimater fra Bloomberg.
Torm kan melde om en bundlinje på 286 mio. dollar i 2025.
Det er markant mindre end året forinden. I 2024 tjente selskabet 611,5 mio. dollar.
I sit dugfriske regnskab sætter tankrederiet også ord på sine forventninger til det igangværende år.
For året ventes den såakdlte TCE-indtjeningen at ligge i intervallet 850 - 1.250 mio. dollar, mens EBITDA ventes at lande på mellem 500 - 900 mio. dollar.
For helåret 2025 har Torm realiseret en TCE-indtjening på 910 mio. dollar, mens EBITDA er landet på 571 mio. dollar.
TCE står for time charter equivalent, eller tidsbefragtningsækvivalent på dansk, som er med til at bestemme nettoresultatet ved drift af et skib pr. dag.
TCE er en måleenhed, der bruges i shippingindustrien til at vurdere den økonomiske ydeevne af et skib og sammenligne indtjeningen på tværs af forskellige tidscharteraftaler.
Topchef i Torm, Jacob Meldgaard, sætter ord på de netop fremlagte resultatet i tankrederiets regnskab:
»Vi afsluttede 2025 på en meget stærk note, hvilket bekræfter robustheden af vores forretningsmodel og vores evne til konsekvent at eksekvere,« siger han og tilføjer:
»Når vi ser frem mod 2026, ser vi et gunstigt markedsmiljø, og Torm er velpositioneret til at fortsætte med at levere værdi til vores aktionærer og sætte standarden for vores branche.«
Udover at have fremlagt nye tal, afslører Torm også nyt om udbytte.
Bestyrelsen i Torm har godkendt et ekstraordinært udbytte for fjerde kvartal på 0,70 dollar pr. aktie - svarende til 4,43 kr. pr. aktie.
Det svarer til 82 pct. af bundlinjen.
Udbetalingsdatoen er den 25. marts 2026 for alle aktionærer, der er registreret i ejerbogen pr. 12. marts 2026.

