Torsdag skyllede en bølge af usikkerhed ind over finansmarkederne, og barberede milliarder af værdien hos techsektorens giganter. 

Nedturen ramte især fem af verdens rigeste mænd: Elon Musk, Mark Zuckerberg, Jeff Bezos, Jensen Huang og Michael Dell, skriver Business Insider.

Kursfaldene skyldes, at investorerne i stigende grad sætter spørgsmålstegn ved de enorme investeringer i AI-infrastruktur. Der hersker usikkerhed om, hvornår de massive udgifter for alvor begynder at kaste afkast af sig, ifølge mediet.

Samlet set mistede de fem tech-ledere 26 mia. dollar på én dag - svarende til ca. 164 mia. kr.:

  • Elon Musk: Manden der blandt andet står bag Tesla og SpaceX, stod for det største tab på 8 mia. dollar.

  • Mark Zuckerberg: Formuen hos stifteren af Meta Platforms skrumpede med 7 mia. dollar.

  • Michael Dell: Mistede 5 mia. dollar, da Dell-aktien faldt 9 pct., efter meldinger om mangel på hukommelseschips vakte bekymring for hardwareproducenternes bundlinje. De 9 pct. svarer til et tab på 5 mia. dollar.

  • Jeff Bezos: Stifteren af e-handelsgiganten Amazon noterede et tab på 4 mia. dollar.

  • Jensen Huang: Chipproducenten Nvidias stifter måtte se 2,5 mia. dollar fordufte.

Mens tech-sektoren haltede, søgte investorerne mod mere stabile aktier. 

Det mærkede man hos Walmart, hvis aktie steg til rekordhøjde. Det lunede hos arvingerne efter Sam Walton, der hver kunne lægge 4 mia. dollar til deres formue, ifølge Business Insider.

Rotation i markedet understreger en aktuel tendens. Når AI-tvivlen nager, søger kapitalen mod det trygge og etablerede, skriver mediet.

Millionærklubben

Efter betydelige udsving i aktier fra både software- og kapitalforvaltningsselskaber var det i torsdag transportsektoren, der fik fortællingen om AI’s fortræffeligheder at føle. Det gik bl.a. ud over den danske logistikkæmpe DSV, men giver det overhovedet mening, at aktien skulle 10% lavere, fordi nogen mener, kunstig intelligens vil ændre branchen fundamentalt? Millionærklubben ser på sagen og svarer desuden på spørgsmål fra lytterne med chefanalytiker Lau Svenssen fra Svenssen & Tudborg samt teknisk analytiker Lars Persson fra Aktierådet i studiet.  Vært: Bodil Johanne Gantzel