Torsdag offentliggør Den Europæiske Centralbank 14.15, hvordan renten vil se ud i fremtiden.

30 minutter efter går Christine Lagarde, der er leder centralbanken på talerstolen, og hendes vigtigste opgave bliver at styre markedets forventninger til fremtiden.

Sådan lyder vurderingen fra Frederik Romedahl Poulsen, der er chefstrateg hos Velliv.

»Når ECB-chef Christine Lagarde indtager talerstolen torsdag, bliver hendes vigtigste opgave at fastholde markedets forventning om cirka to renteforhøjelser det kommende år. For ECB kommer ikke til at sætte renten op i denne uge,« skriver han i en kommentar.

Det ville være et chok for markedet, hvis Den Europæiske Centralbank hæver renten torsdag.

Sandsynligheden for en renteforhøjelse er nemlig banket helt i bund, viser data fra Bloomberg.

Det er til trods for, at rentemødet kommer til at finde sted på et bagtæppe af en genopblusset konflikt i Mellemøsten, der har sendt olieprisen i vejret.

Det kan igen ende med at smitte af på inflationsbilledet, der bremsede op i juni efter fem måneder med stigninger.

Det betyder dog ikke, at centralbanken skal hæve renten allerede nu, og hvis man gør det, så vil det ændre investorernes forventninger til tempoet for renteforhøjelser, skriver Frederik Romedahl Poulsen.

Frederik Romedahl Poulsen er chefstrateg i den danske pensionskasse Velliv. Han har tidligere været chefanalytiker i Danske Banks renteanalyse og seniorstrateg i Nykredit med fokus på global makroøkonomi og aktivallokering PR/VELLIV

Flere medlemmer af Den Europæiske Centralbank har dog været ude at sige, at man holder fingeren fra renteknappen, lyder det fra Frederik Romedahl Poulsen.

Rentens videre skæbne kommer til at bero på, hvordan energipriserne og inflationen udvikler sig resten af sommeren.

Hos Velliv forventer man fortsat, at der kommer en renteforhøjelse fra ECB i september med en risiko for, at renten skal yderligere op senere på året.

Meget kan dog nå at ændre sig, hvis Iran og USA igen begynder at forhandle om en fred, vurderer chefstrategen.

For investorerne er renten vigtig, fordi den kan få betydning for aktierne.

Et højere renteniveau dæmper den økonomiske aktivitet, gør det dyrere for virksomheder at låne penge til at vækste, og så bliver obligationer mere attraktive, hvilket giver en mindre efterspørgsel på aktier.