Henter kommentarer

Torsdagens aktier: C25 i et af de største fald nogensinde


 
I videoen ovenfor kan du se mere om det danske aktieindeks, C25-indekset
Vis mere

En rød dyne lagde sig over det danske aktiemarked torsdag, hvor kun Jyske Bank og Tryg formåede at stikke hovedet frem blandt eliteaktierne.

Bankaktien steg 0,8 pct., mens forsikringsselskabet vandt 0,4 pct.

Det samlede C25-indeks faldt 3,1 pct. til 1887,622. Det er det syvende største fald siden indeksets tilblivelse i 2016.

Forklaringen skal findes i onsdagens offentliggørelse af referatet fra den amerikanske centralbanks møde i rentekomitéen fra december. Det afslørede, at centralbanken barsler med at hæve styringsrenten hurtigere og i et hastigere tempo end tidligere ventet.

»Når renterne begynder at stige, så sælges der ud af vækstsegmentet. Det så vi i går i USA, hvor de amerikanske teknologiaktier begyndte at falde. Og det er også det, vi ser i Danmark i dag« siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank, til MarketWire.

Læs også: Rivian-aktien styrtdykker - sendt under udbudspris

Siden den seneste top på indeks 2020,69 er det danske eliteindeks dykket 6,6 pct.

»Risikoen er, at vi skal leve med den her støj et par uger endnu. Om det når at blive en korrektion? Jeg ved det ikke, men jeg tror det ikke« siger Lars Skovgaard Andersen, og uddyber:

»Jeg ser det her som udtryk for, at vi skal have rystet træet. Der er nogen, der har fået eksponeret sig for kraftigt i vækstaktier, og det skal lige rystes af«.

I bunden endte blandt andet et par af gårsdagens tabere - Vestas og Ørsted - der tabte henholdsvis 4,7 pct. og 5,1 pct.

Novo Nordisk vil kun i begrænset omfang kunne levere de laveste startdoser på vægttabsmidlet Wegovy i USA i første halvår. Det fremgår af en opdatering fra Novos amerikanske datterselskab offentliggjort onsdag.

Problemer hos en underleverandør betyder, at Novo kun råder over få doser på 0,25 milligram, 0,5 milligram og 1 milligram indtil andet halvår 2022.

Meldingen er helt i tråd med advarslerne kort før jul, hvor Novo oplyste, at problemer hos en underleverandør betyder, at Novo først kan møde efterspørgslen efter vægttabsmidlet Wegovy i USA i andet halvår 2022.

Aktien faldt 2,7 pct. til 667,20 kr.

Fra Lundbeck var der nyt om skizofrenimidlet Rexulti, der er blevet godkendt af FDA til brug for unge mellem 13 og 17 år.

Aktien mistede 1,5 pct. til 163,55 kr.

Morgenstunden bød på konkurrentnyt til ISS-interesserede, da den franske konkurrent Sodexo aflagde tal for første kvartal.

Her meldte facility management-virksomheden om fortsat bedring i første kvartal af regnskabsåret 2021/22, og at aktiviteten nu er tilbage på 95 pct. af niveauet før coronapandemien.

ISS-aktien faldt 1,4 pct. til 127,45 kr.

Uden for C25-indekset annoncerede Ringkjøbing Landbobank, at banken hæver sine forventninger til 2021.

Der ventes nu et basisresultatet på cirka 1545 mio. kr. mod tidligere ventet 1300-1500 mio. kr., mens estimatet for resultatet før skat opjusteres til niveauet 1535 mio. kr. fra 1200-1500 mio. kr.

Bankaktien tabte 2 pct. til 885 kr.

Også Matas meldte sig på banen med en opjustering af salgsforventningerne efter et stærkt julesalg.

Matas forventer for regnskabsåret 2020/21 et salg på 4250-4375 mio. kr. mod tidligere ventet 4200-4330 mio. kr. Selskabet fastholder forventningerne til EBITDA-marginen på 18-19 pct.

»Vi har i år set en julehandel, der ligner sig selv mere, bortset fra at kunderne har brugt flere penge« siger topchef i Matas, Gregers Wedell-Wedellsborg, til MarketWire.

Aktien hentede 0,4 pct. til 127 kr.

Der var torsdag også flere kursmål til eliteaktierne, som handlerne skulle tage bestik af.

Medicoselskabet Coloplast fik løftet kursmålet hos Citigroup og SEB.

Citigroup løftede sit kursmål for aktien til 1270 kr. fra 1150 kr., mens SEB hævede til 1250 kr. fra 1180 kr. og gentog anbefalingen "køb".

Coloplast-aktien 3,3 pct. til 1080,50 kr.

Også Demant kunne lune sig ved et løftet kursmål, efter JPMorgan hævede sit skøn for aktien til 336 kr. fra 314 kr. og gentog anbefalingen "neutral".

Aktien tabte 0,3 pct. til 332 kr.

Omvendt blev GN sænket til 510 kr. fra 522 kr. hos storbanken, der gentog anbefalingen "neutral."

GN-aktien faldt 4,6 pct. til 395,80 kr.

Carlsberg fik løftet kursmålet for aktien til 1400 kr. fra 1310 kr. af finanshuset Bernstein, der holdt fast i anbefalingen "outperform".

Aktien mistede 1 pct. til 1139,50 kr.

Læs også: Aktiestrateg: Markedet ryster træet - du skal koncentrere dig om denne branche

Læs også: Novo kan ikke møde efterspørgslen

.\˙ MarketWire