ISS gjorde rent bord i torsdagens danske aktiehandel, efter at serviceselskabet sent onsdag opjusterede sine forventninger til hele 2022 og offentliggjorde et stærkt regnskab for andet kvartal og første halvår.
Modsat skidt gik det for Netcompany, der fik læsterlige klø på børsen efter sit regnskab for andet kvartal torsdag morgen, der viste sig som en gevaldig skuffelse.
Generelt fyldte regnskaber meget i billedet, og også energiselskabet Ørsted fik røde ører efter sit regnskab, mens det gik bedre for enzymproducenten Novozymes, der også satte tal på andet kvartal.
Blandt sidepapirerne steg allergivaccineproducenten ALK-Abelló desuden stort efter et flot kvartal.
Læs også: Dansk Biotekselskab leverer kæmpe underskud
Det skete i et generelt positivt marked, hvor C25-indekset steg med 0,7 pct. til 1770,85.
ISS leverede langt over det ventede med sin organiske vækst i andet kvartal, hvor den blev på hele 8,0 pct. mod ventet 4,7 pct. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af selskabet selv.
For halvåret blev den organiske vækst 6,7 pct. mod ventet 5,1 pct.
Og for hele 2022 venter ISS nu en organisk vækst på "over" 5 pct. mod tidligere ventet "over" 4 pct. Driftsmarginen ventes samtidig nu at blive "over" 3,75 pct. mod tidligere ventet "over" 3,50 pct., og de frie pengestrømme ses ramme "over" 1,5 mia. kr. mod tidligere ventet "over" 1,3 mia. kr.
- Nøglekunderne leverer på halvårsbasis bedre end den generelle del af forretningen. Det viser, at fokus på de store kunder betaler sig, siger Per Fogh, der er aktieanalytiker hos Sydbank, til MarketWire.
Aktien steg med 5,4 pct. til 138,20 kr. og var dermed med helt i toppen af C25.
Også Bavarian Nordic gjorde det godt og steg med 5,9 pct. til 353,90 kr. uden større selskabsspecifikke nyheder, og Ambu, der har fået klø på det seneste, fik lidt comeback med et løft på 8,0 pct. til 78,18 kr.
Genmab, der sent onsdag også satte tal på sit andet kvartal efter mandagens opjustering, steg med 5,4 pct. til 2722 kr.
For Netcompany gik det helt galt i andet kvartal, hvis man sammenholder med forventningerne fra analytikerne.
Både den organiske vækst, bruttomarginen, driftsudgifterne og den justerede EBITDA-margin skuffede i forhold til konsensus, og modvinden forklares blandt andet med et højt antal sygedage, der har presset marginen med 2,5 pct.point.
For hele året fastholdes forventningerne, men ifølge Handelsbanken er der overhængende fare for, at Netcompany senere må nedjustere efter de svage takter i første halvår.
Netcompany-aktien faldt med hele 15,8 pct. til 352 kr.
Ørsted faldt med 7,7 pct. til 786,20 kr. efter sit regnskab for andet kvartal, hvor driftsresultatet (EBITDA) inklusive nye partnerskabsaftaler blev 3615 mio. kr. mod ventet 4893 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Ørsted selv.
Det var særligt havvindforretningen og Bioenergy, der skuffede i forhold til estimaterne, mens landvind gav en noget større indtjening end ventet.
Så selv om energiselskabet også opjusterede forventningerne, er regnskabet generelt skuffende, lyder det fra Per Fogh fra Sydbank.
»Det er generelt et skuffende regnskab. Onshore-divisionen er det mest positive, mens Offshore-skuffer og er presset af en række ting - ineffektive prisafdækninger og overafdækning, og at man ikke fået stillet møller op til tiden,« siger Per Fogh til MarketWire.
Novozymes steg omvendt med 3,0 pct. til 452,50 kr. efter sit kvartalsregnskab, der viste bedre end ventede takter på både toplinjen og driften i andet kvartal.
Selskabet solgte for 4286 mio. kr. mod ventet 4064 mio. kr. blandt analytikerne ifølge gennemsnitsestimater indsamlet af Novozymes selv.
Driftsoverskuddet før renter og skat (EBIT) blev 1110 mio. kr. mod ventet 1059 mio. kr., og dermed kunne nettooverskuddet opgøres til 817 mio. kr. mod ventet 776 mio. kr.
For hele 2022 løfter selskabet også bunden af sit spænd for den organiske vækst, der nu lyder på 6-8 pct. mod tidligere ventet 4-8 pct.
Forventningerne til EBIT-marginen løftes samtidig til 26-27 pct. fra tidligere ventet 25-26 pct.
ALK steg 7,8 pct. til 152,50 kr. Selskabets regnskab for andet kvartal viste en omsætning på 1045 mio. kr. mod ventet 970 mio. kr. blandt analytikerne, og et driftsoverskud før renter og skat på 49 mio. kr. mod ventet 17 mio. kr.
Læs også: Garvet investor: 'Det er en fantastisk virksomhed'
Læs også: Investor om C25-selskab: Der kan være pengegave på vej
.\˙ MarketWire