Wegovy kan ikke bare ændre tallet på den hjemlige badevægt hos dem, der tager vægttabsmedicinen. Medicinen kan også komme til at afgøre hvilke varer, vi alle sammen kan købe i supermarkedet.
Det spår trendforsker ifølge branchemediet Dagligvarehandlen.
Stadig flere danskere taber sig med Wegovy. Siden medicinen i 2022 gjorde sin entre på det danske marked, har hele 157.547 danskere indløst en recept.
»Jeg tror, det er den største gamechanger, vi kommer til at se i dagligvarehandlen,« siger Dorte Wimmer, der er trendforsker og direktør hos Retail Institute Scandinavia, til mediet.

Som bekendt er det udbud og efterspørgsel, der afgør hvilke varer, dagligvarekæderne har på hylderne, og hvilken pris forbrugerne skal betale for dem.
Men jo flere danskere, der tager medicinen, des mere påvirker det dagligvarehandlen, siger Dorte Wimmer.
Brugere af Wegovy betaler mindst 1.300 kroner om måneden for medicinen, der får dem til at miste appetitten. Det vil sige, at Wegovy brugerne både har færre penge at købe ind for, og at de er mindre sultne.
Det efterlader ifølge trendforskeren to mulige scenarier ude i butikkerne:
Enten køber Wegovy brugerne de samme varer, men i mindre mængder, eller også vil de begynde at købe varer af bedre kvalitet.
Begge dele kan få betydning for, hvilke varer butikscheferne vil vælge at have på deres hylder, og måske vil det i fremtiden også ændre pakningsstørrelserne, mener hun.
Det er ikke første gang, at Wegovy spås at få betydning for andre end dem, der tager medicinen.
I april måned udkom bogen ‘GLP-1 Revolutionen’. GLP-1 er et hormon, der sænker blodsukkeret og hæmmer appetitten, og det er det hormon, som Wegovy efterligner effekten af.

I bogen forudser forfatterne Suzy Wengel og Majken Brinkman, at medicinen ikke kun vil ændre ‘den globale overvægtskrise’, men også får andre afledte effekter.
Blandt andet beskriver de, hvordan over 40 procent af den amerikanske befolkning lever med overvægt, der nu effektivt kan behandles med medicin.
Hos supermarkedskæden Walmart, der i USA sælger GLP-1 medicinen, har man allerede noteret sig et ændret forbrugsmønster blandt de kunder, der køber medicinen. Blandt andet viser det sig, at de bruger færre penge på mad, men flere penge på varer i kategorien 'livsstil og fitness'.
»I USA lægger folk, der tager vægttabsmedicin, langt færre snacks, kager og is i indkøbskurven. Deres fødevareforbrug er faktisk faldet med op til ni procent. Derudover rapporterer 70 procent af brugerne, at de har langt færre besøg på fastfoodrestauranter,« har Majken Brinkmann tidligere sagt til B.T.
Allerede i efteråret 2023 forudsagde det amerikanske kapital forvaltningsfirma, Columbia Threadneedle Investments, hvordan effekten af vægttabsmedicinen vil komme til at kunne mærkes – både i husholdningspungen og i markedsøkonomien.
Analysen lød, at det globale vægttab for eksempel vil få betydning for produktiviteten på arbejdspladserne, fordi medarbejdere vil have færre sygedage og generelt vil leve længere og bedre liv.
Men det giver også Wegovy-brugerne selv en bedre økonomi, fordi bedre sundhed og længere levetid betyder flere år på arbejdsmarkedet og dermed flere penge i privatøkonomien, lyder altså buddet fra Columbia Threadneedle Investments.

