Trods renteløft og uro: Derfor holder aktiekurserne sig oven vande


Krigen i Mellemøsten presser energipriserne op, renterne stiger, og september har historisk været giftig for aktier. Alligevel nægter aktiemarkedet indtil videre at lade sig slå ud.
Der er en særlig forklaring på, hvorfor investorerne er sluppet så billigt gennem uroen, forklarer PFA's chefstrateg Tine Choi Danielsen. I hendes optik er aktiemarkedet sluppet nådigt igennem høje energipriser, geopolitisk uro og kraftigt stigende renter i USA.
»Det siges, at når rentemarkederne nyser, bliver resten af verdensøkonomien forkølet. Men ser vi på aktiemarkederne, har det indtil videre været en meget mild forkølelse,« siger hun.
Aktierne ligger dog stadig under rekorderne fra august. Men samlet set er aktierne i USA, Asien og Europa steget ganske pænt i år.
At aktierne formår at holde sig oven vande, selvom der er uro på flere fronter rundt omkring i verden, skyldes blandt andet, at virksomhederne tjener gode penge. Samtidig er ledigheden lav, og det er med til at holde forbruget og væksten i gang.
Det er også i det perspektiv, at den seneste renteforhøjelse fra den amerikanske centralbank skal ses. Centralbanken - også kaldet Fed - har hævet renten 0,25 procentpoint.
»Hvis privatforbruget skal blive ved med at understøtte væksten, er det afgørende, at Fed får dæmpet inflationen, som længe har ligget et stykke over målsætningen på 2 pct. For selvom forbrugerne har holdt fanen højt under hele krigen i Mellemøsten, er der ingen tvivl om, at især de højere energipriser trækker købekraft ud, og får Fed ikke dæmpet inflationen, så er der en risiko for at forbrugerne bliver mere og mere tilbageholdende,« siger Tine Choi Danielsen.
Derudover ville manglende handling fra centralbanken kunne svække dens troværdighed, men også lægge pres på de lange renter, som kan presse den amerikanske statsgæld.
Tine Choi ser ikke renteforhøjelsen som en trussel mod aktierne. I stedet understreger hun, at de højere priser og renteniveauer giver øget usikkerhed i markedet fremadrettet.
»Den amerikanske vækst er i høj grad holdt oppe af massive investeringer fra erhvervslivet, som kan blive presset, hvis renterne fortsætter opad. Det samme gælder forbruget, der står mellem to onder – højere renter eller stigende inflation,« siger hun og tilføjer:
»Men meget af uroen er drevet af energipriserne, og falder de tilbage, forventer jeg, at økonomien er stærk nok til at holde hånd under aktierne resten af året,« siger Tine Choi Danielsen.