Trump-nyt får aktierne til at stige: Her er onsdagens finansielle overblik


Godmorgen og velkommen til onsdagens børsdag.
Hvis man ejer amerikanske aktier er der godt nyt på vej.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har nemlig meddelt, at han gerne vil forlænge våbenhvilen med Iran. Nyheden har fået de amerikanske aktiefutures til at pege opad, skriver Bloomberg.
Vi starter det finansielle overblik i Asien, hvor børshandlen er i fuld gang:
De japanske aktier stiger med 0,3 pct. her til morgen dansk tid, når man kigger på Nikkei-indekset.
De kinesiske aktier bliver derimod mindre værd. Hang Seng-indekset, der hører til i Hongkong, falder med 1,3 pct. fra morgenstunden dansk tid.
I Europa er der også udsigt til kursfald onsdag.
Futures for de europæiske aktier indikerer lige nu en tilbagegang på 0,3 pct., når man ser på Euro Stoxx 50-indekset. Indekset dækker over 50 store europæiske virksomheder som ASML, Adidas, Santander, Deutsche Telekom og Enel.
I USA står de tre ledende amerikanske indeks Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq til at stige, når børshandlen starter 15.30 dansk tid.
Det viser futures, som mere præcist indikerer, at Dow Jones og S&P 500 står til at stige omkring 0,5 pct., mens Nasdaq står til at stige 0,7 pct.
S&P 500-indekset omfatter mange forskellige selskaber, mens Nasdaq især fokuserer på teknologi- og vækstselskaber.
Udviklingen i Dow Jones viser kursudviklingen for 30 store, veletablerede amerikanske industrivirksomheder og afspejler derfor især den traditionelle økonomi. Du kan se, hvilke selskaber, der er i Dow Jones her.
Prisen på guld, olie og kryptovaluta giver os også et praj om stemningen i markedet. Vi begynder med det sorte guld, nemlig olien.
Olieprisen handler til 98,2 dollar for en tønde af den toneangivende Brent-olie, mens den amerikanske WTI-olie koster knap 89,3 dollar per tønde.
Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger, kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.
Guldet handler til en pris på 4.757 dollar pr. ounce.
Kryptovalutaen bitcoin er steget 2,2 pct. det seneste døgn, og den digitale mønt koster dermed nu 77.483 dollar.
Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om markedsstemningen, især blandt mere risikovillige investorer.