Det er muligt, at 'DeepSeek' ikke siger dig det helt store. Men det er også meget muligt, at det snart kommer til det.
For der er tale om en yderst populær kinesisk app for kunstig intelligens – og den amerikanske præsident, Donald Trump, omtaler det nu som 'et wakeup-call'.
Blot en uge efter, at DeepSeek – som har udviklet en ny chatrobot – blev lanceret, er den nu den mest downloadede gratis app i USA.
Den beskrives som mindst lige så god som konkurrerende AI-modeller fra Meta og OpenAI – men til en betydeligt lavere pris og med færre avancerede datachips.
Læs også: Aktieekspert efter Nvidia-nedtur: Tendens til at male fanden på væggen
Dermed har DeepSeek udfordret hele den amerikanske teknologisektors føring inden for kunstig intelligens – hvilket ifølge CBS News har ført til panik i amerikanske teknologivirksomheder og på aktiemarkedet.
I et interview med pressen forklarede Donald Trump mandag, at han stadig forventer, at amerikanske teknologivirksomheder vil dominere kunstig intelligens.
Læs også: Strateg: Sådan bør du reagere på tech-nedsmeltning i USA
Men han erkendte udfordringen fra DeepSeek, som en indtil videre forholdsvis ukendt kinesisk iværksættervirksomhed af samme navn står bag.
»Udgivelsen af DeepSeek AI fra et kinesisk firma bør være et wakeup-call for vores industrier om, at vi skal være laserfokuserede på at konkurrere,« lød det mandag fra Trump.

Det, der især har rystet branchen, er ifølge BBC DeepSeeks påstand om, at dens R1-model blev lavet til en brøkdel af konkurrenternes omkostninger – hvilket har rejst spørgsmål om fremtiden for USAs AI-dominans og omfanget af de investeringer, som amerikanske virksomheder planlægger.
Dog mener Donald Trump – som blev indsat som præsident forrige mandag – at den billige model kan være en god nyhed for USA.
»Hvis man kan gøre det billigere, hvis man kan gøre det for mindre og nå frem til det samme slutresultat. Jeg tror, det er en god ting for os,« sagde han ifølge BBC.
Til samme medie fortæller Marina Zhang, der er lektor ved University of Technology Sydney, som fokuserer på Kinas højteknologiske industrier, at udviklingen af DeepSeek har potentiale til at vende op og ned på branchen.
»DeepSeeks evne til at konkurrere med amerikanske modeller på trods af begrænset adgang til avanceret hardware viser, at softwareopfindsomhed og dataeffektivitet kan kompensere for hardwarebegrænsninger«, siger hun.
Artiklen er oprindeligt udgivet af B.T.
Læs også: Børshus efter stor Novo-stigning: Så langt skal aktien ned nu
Læs også: Klar anbefaling fra dansk storbank: Køb denne danske aktie nu

