USA's præsident, Donald Trump, sender med sine udtalelser chokbølger gennem markedet i en sådan grad, at værdier for milliarder bliver udslettet.
Det påpeger Danske Banks senior investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen, med henvisning til det blodrøde aktiemarked, som vi så i USA mandag.
Det store S&P 500-aktieindeks faldt med 1,8 pct. Nedturen er fortsat i Europa, hvor aktierne er blodrøde tirsdag, efter nervøsiteten har grebet investorerne.
»Det er Trump, der med sin retorik er skyld i, at der er usikkerhed i markedet. Milliarder forsvinder på Trumps udtalelser,« udtaler Lars Skovgaard Andersen.
Investorer frygter lige nu, at USA's toldkrig vil skade amerikansk økonomi og amerikanske forbrugere. Når der samtidig er så meget usikkerhed, er der ikke så mange, der har lyst til at købe, og det forstærker kursfaldene, forklarer Danske Bank-strategen.
»Der skal ikke meget til, før noget får stor effekt. Vi ser en dominoeffekt - når amerikanske aktier falder meget, rammer det også europæiske aktier. Det skyldes helt klart, at Trump advarer om, at nu vil USA gøre det ene og det andet,« udtaler Lars Skovgaard Andersen.
Kursudsvingene bliver meget mere ekstreme, fordi investorer ikke sidder med en masse kontanter på sidelinjen lige nu, vurderer man hos Danske Bank.
Investorer har reageret ved at flygte ind i mere defensive dele af aktiemarkedet, herunder sundhedsaktierne.
Danske Bank har for nylig ændret syn på sundhedsaktierne. Banken har tidligere anbefalet, at man havde færre sundhedsaktier i porteføljen end normalt, men banken har med den seneste udvikling ændret syn på sundhedsaktier.
Danske Bank har nu en hold-anbefaling på sundhedsaktierne. Det betyder, at du bør holde fingeren fra salgsknappen og afholder dig fra at sælge sundhedsaktierne.
Hvis du alligevel gerne vil købe aktier lige nu, anbefaler Danske Bank en bestemt del af markedet. Det drejer sig om europæiske aktier. Det gælder især industriaktier - herunder forsvarsaktier - samt finansaktier.
Lyt til den seneste episode af podcasten Milionærklubben her:

