I weekenden kom der nye trusler fra den amerikanske præsident Donald Trump i hans kamp om at overtage Grønland.

På det sociale medie Truth Social skrev præsidenten lørdag aften dansk tid, at han vil indføre told på en række lande på 10 pct. fra den 1. februar.

De pågældende lande er Danmark, Norge, Sverige, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Holland og Finland.

Præsidenten varsler også i sit opslag, at tolden vil stige til 25 pct. den 1. juni.

Tolden vil være i kraft indtil en aftale om et amerikansk køb af Grønland er nået, lyder det.

Donald Trump har i flere år ytret et kraftigt ønske om at købe eller overtage Grønland. De seneste uger er hans kamp intensiveret og truslerne fra ham er blevet mere udtalte. 

Han forklarer sit ønske om at overtage Grønland med, at landet er vigtigt for den amerikanske geopolitiske sikkerhed.