Henter kommentarer

Trump vil lancere statsejet apotekerhjemmeside med rabatter


Præsident Trump har lanceret en plan for en statsejet hjemmeside, kaldet TrumpRx, hvor forbrugerne kan købe billig medicin. 

Det skriver Wall Street Journal, der fremhæver, at medicinalgiganten Pfizer har indvilliget i at tilbyde visse af deres lægemidler til lavere priser på platformen.

Aftalen giver Pfizer en treårig "nådeperiode", hvor de undtages fra told relateret til national sikkerhed, så længe de investerer i indenlandsk produktion. TrumpRx vil tillade folk at betale kontant for udvalgt medicin direkte via hjemmesiden, efter at priserne er blevet forhandlet af regeringen. 

Embedsmænd oplyser, at hjemmesiden TrumpRx - Rx er en forkortelse for recept - ventes at gå i luften i starten af 2026.

Aktierne i store medicinalfirmaer steg tirsdag, hvor Pfizers aktie alene oplevede en stigning på 6,8 pct. Lægemidler som Eucrisa, der bruges mod hudsygdomme, Xeljanz, der bruges til behandling af leddegigt og Zavzpret, der bruges mod migræne er blandt dem, der forventes at blive tilbudt. 

For Pfizer betyder aftalen øget sikkerhed omkring told og prispres, og selskabet ser det som en fordel for både patienter, amerikansk lederskab og Pfizer selv.