Den amerikanske præsident Donald Trump har tænkt sig at udnævne den nye chef for den amerikanske centralbank Federal Reserve (Fed) fredag.
Det fortalte præsidenten torsdag i forbindelse med premieren på hans kones film 'Melania'.
Dermed kan det snart stå klart, hvem der skal afløse den nuværende centralbankchef Jerome Powell. Hans formandsperiode udløber nemlig til maj.
Rygterne har ellers svirret om, hvem den næste centralbankboss vil blive. I lang tid blev en af Trumps økonomiske rådgivere, Kevin Hasset, nævnt som en favorit til at overtage formandskabet. Derudover har Fed-medlem Christopher Waller og BlackRock-chef Rick Rieder været nævnt som kandidater.
Men ifølge anonyme kilder som det anerkendte finansmedie Bloomberg har talt med, vil Trump pege på tidligere Fed-guvenør Kevin Warsh som den kommende centralbankchef. Ifølge mediet besøgte Warsh endda Det Hvide Hus torsdag.
Han er efter meldingerne også blevet en klar favorit i bettingmarkederne, der nu giver ham 92 pct. sandsynlighed for at blive udnævnt til kommende Fed-medlem.
Kevin Warsh har været en del af centralbanken fra 2006 til 2011 og har været en af Trumps økonomiske rådgivere. Han har de seneste måneder offentligt talt for lavere renter, hvilket har sat ham på linje med den amerikanske præsidents ønsker.
Selvom Donald Trump peger på Kevin Warsh - eller en af de andre kandidater fredag - skal vedkommende først godkendes i senatet.

