Tirsdag blev den globale handelskrig indledt, da Trumps straftold mod Mexcio, Canada og Kina trådte i kraft.
Det har kostet kassen for de globale aktiemarkeder, og de danske aktier slap ikke fri. Således faldt det toneangivende danske aktieindeks C25 med hele 2,1 pct. tirsdag.
Faktisk kunne man kun finde fire lyspunkter i indekset - Carlsberg, Royal Unibrew, Tryg og Genmab - steg begrænset, mens resten af de 24 selskaber alle blev mindre værd.
Mest bemærkelsesværdigt gik det hård ud over høreapparatselskabet GN Store Nord, der faldt med 8,3 pct. Ifølge Sydbank hænger det sammen med, at de fleste headsets der bliver solgt globalt, bliver produceret i Kina.
Med dagens nedtur er GN-aktien nu faldet med 12,5 pct. i år indtil videre.
Også biotekselskabet Zealand Pharma faldt markant tirsdag - investeringsøkonom ved Nordnet, Per Hansen, har peget på tre mulige årsager til kursfaldet, og dem kan du læse mere om her.
En af årsagerne til, at Zealand Pharma-aktien har været presset tirsdag skyldes, ifølge økonomen, at biotekselskabet Gubra indgik en partneskabsaftale med AbbVie om et potentielt fedmemiddel mandag. Det resulterede i en massiv kursoptur, men stemningen er vendt tirsdag, hvor hele opturen forsvandt.
Gubra-aktien faldt nemlig 14 pct. i tirsdagens handel.
Bliver vi indenfor lægemidler, så slap medicinalgiganten Novo Nordisk heller ikke uden skrammer tirsdag. Novo-aktien faldt med 3,5 pct. i dagens handel.
Kigger man blandt sidepapirerne skal man gnide sig i øjnene en ekstra gang, når man ser kursstigningen til det lille danske selskab Danish Aerospace Company. Det lille danske selskab steg nemlig med hele 135 pct. tirsdag, og det helt uden selskabsspecifikke nyheder. Den historie kan du læse mere om her.
Nedturen på aktiemarkederne begrænsede sig ikke til de danske aktier.
Det brede europæiske Stoxx 600-indeks faldt med 1,9 pct., mens de tyske aktier målt på Dax-indekset faldt med hele 3 pct. Nedturen ser ud til at fortsætte i USA tirsdag, hvor de amerikanske aktier falder med omtrent 1,5 pct. i skrivende stund.


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner