Tusindvis af danske investorer ramt af skatteklemme: 'Det er helt håbløst det der. Det er dansk bureakrati, når det er værst'


Danske Green Hydrogen Systems har natten til fredag meldt ud, at man har besluttet at gå konkurs efter en mislykket rekonstruktion.
Dette efterlader tusindvis af investorer med et stort tab, de ikke kan trække fra i skat - i hvert fald ikke foreløbigt.
Det er ikke muligt at hverken købe eller sælge aktier i det danske selskab, der har slået sig op på at udvikle elektrolyse-anlæg, der producerer brint, efter konkursbegæringen er indgivet.
»Det er slut nu, og der bliver heller ikke stillet nogen priser i aktien. Så den kan man vente på, bliver taget ud af ens depot,« siger Lars Persson, teknisk analytiker ved aktierådet, i fredagens udgave af Millionærklubben og tilføjer, at processen med at gøre boet op og regne kan tage sin tid.
Over 13.000 investorer alene via Nordnets handelsplatform er ramt, og for dem er den manglende mulighed for skattefradrag den mest bitre pille. Sådan lyder det fra chefanalytiker i Svendsen og Tudborg, Lau Svenssen, i samme Millionærklubben-udsendelse.
Det er nemlig sådan, at man som investor ikke har ret til fradrag, når en virksomhed herhjemme går konkurs, før konkursbehandlingen er gjort op - og det er sjældent, at der er værdier tilbage, når regnestykket er gjort op, skriver Finanshuset i Fredensborg på sin hjemmeside.
»Det er helt håbløst og det her skal vare tre år mindst før alle advokater har brugt alle de penge, der overhovedet kan findes i et hjørne på at konstatere, at der ikke er noget tilbage ,« siger han.
Lau Svenssen fortæller videre, at han selv haft haft en aktie, hvor selskabet bag kunne risikere at gå konkurs, og den valgte han at skille sig af med, før det gik galt.
»Når jeg så sælger den får jeg i det mindste tabet, og så har jeg vundet de 42 pct.,« siger han og henviser til, at man som investor kan modregne tab i børsnoterede aktier i aktieudbytter og aktiegevinster.
»Nu kan de mennesker sidde og have tabt rub og stub, men de kan ikke engang få de skide 42 pct. tilbage den anden vej i skat. Det er helt håbløst det der. Det er dansk bureakrati, når det er værst,«
Hos Finanshuset i Fredensborg lyder det videre, at konkursramte aktier ofte er intet værd, når boet er gjort op.
»Du mister derfor muligheden for at kunne modregne dit realiserede tab i dine gevinster/udbytter. Det betyder, at du kommer til at betale skatten af andre gevinster i din portefølje, selvom du rent faktisk har lidt et tab på en aktie fra et konkursramt selskab,« skriver den uafhængige økonomiske rådgiver på sin hjemmeside.