Omkring 6.500 pensionskunder hos AP Pension har fået deres private oplysninger delt med en ekstern samarbejdspartner. Fejlen skyldes et problem i pensionsselskabets datasystemer, som ikke filtrerede oplysningerne korrekt, skriver Ingeniøren.

Det betyder, at flere informationer end planlagt blev sendt videre.

Sagen er kommet frem via en meddelelse, som AP Pension har sendt til de berørte kunder, og som mediet Ingeniøren har set. De delte oplysninger omfatter vigtige detaljer som navn, cpr-nummer og informationer om kundernes pensionsformue.

AP Pension fortæller til Ingeniøren, at der ikke er fundet tegn på, at oplysningerne er blevet misbrugt.

»Fejlen er stoppet, anmeldt til Datatilsynet, og vi har implementeret ekstra sikkerhedsforanstaltninger, herunder et ekstra lag af filtre og kontroller,« oplyser pensionsselskabet.