Den tyske teknologikæmpe SAP får en ordentlig omgang kurstæsk torsdag morgen.
Aktien bliver sendt ned med over 11 pct. en times tid inde i handelsdagen.
Den kontante afregning fra investorerne kommer efter SAP har været ude med friske regnskabstal tidligere på morgenen.
Her stod det blandt andet klart, at cloud-ordrebeholdningen i fjerde kvartal kun voksede med 16 pct. til 21,1 mia. euro, som selskabets administrerende direktør Christian Klein tidligere har sagt ville være en 'skuffelse.'
Topchefen har tidligere ytret, at SAP sigtede mod en vækst på 26 pct.
Af regnskabet fremgår det også, at omsætningen i 2025 endte på 36,8 mia. euro, hvor analytikerne havde ventet 36,9 mia. euro, ifølge data fra Bloomberg.
På bundlinjen sikrede SAP et overskud på 7,2 mia. euro for året. Analytikerne havde ventet et overskud på 7,05 mia. euro.
Selskabet forventer en vækst i cloud-omsætningen på mindst 23 pct. i 2026.
Ser man tilbage på det seneste år er SAP-aktien faldet med knap 35 pct.

