Henter kommentarer

Tyskland er i recession


Nye tal fra Tyskland viser, at landets BNP skrumpede med 0,3 pct. i årets første tre måneder.

Det er andet kvartal med negativ vækst, da BNP-væksten i sidste kvartal af 2022 også var negativ, hvilket betyder, at den tyske økonomi er i recession.

Det er dårligt nyt for mange danske virksomheder, lyder det fra seniorøkonom i Dansk Erhverv, Kristian Skriver.

»For mange danske virksomheder er Tyskland det absolut vigtigste eksportmarked. Særligt for små- og mellemstore virksomheder er Tyskland det vigtigste eksportmarked. Derfor er det en stor streg i regningen for dansk økonomi, når et så centralt dansk eksportmarked er i recession, fordi det forværrer afsætningsmulighederne,« skriver han i en kommentar.

Tyskland er Danmarks næststørste eksportmarked. I 2022 lød Danmarks eksport til Tyskland på 216 mia. kr., og det er særligt maskiner, tøj og fødevarer, danske virksomheder sender over grænsen.

En recession er en periode med økonomisk tilbagegang. Det vil typisk opleves som et stigende antal fyringer, fald i lønningerne, mindre forbrug og et fald i produktionen af en lang række varer og serviceydelser.

Et land betegnes typisk som værende i recession, hvis dets bruttonationalprodukt, BNP, er faldet mindst to kvartaler i træk.

Læs også: Aktierne trækker fra resten af verden: Derfor er de igen blevet interessant for investorer

Læs også: Snart bliver din elregning igen dyrere