Henter kommentarer

Udbytte på vej til danske bankaktionærer: Så stort bliver det


Det går godt i Danske Bank. Endda så godt, at Danmarks største bank vil udlode kapital til sine aktionærer gennem udbytte såvel som aktietilbagekøbsprogram.

Det fremgår af bankens årsregnskab for 2024, der er landet fredag morgen.

Her fremgår det, at Danske Bank foreslår et udbytte på 9,35 kr. for andet halvår af 2024 samt ekstraordinært udbytte på 5,35 kr. pr. aktie, hvilket bringer det samlede udbytte op på i alt 14,7 kr. pr. aktie.

I forvejen har Danske Bank udbetalt et udbytte på 7,5 kr. for første halvår af 2024. Desuden meddelte banken den 6. december 2024, at der ville blive foretaget en særlig udbyttebetaling på 6,50 kr. pr. aktie som følge af salget af privatkundeforretningen i Norge.

Det bringer den samlede udbyttebetaling for 2024 op på 28,70 kr. pr. aktie.

Af regnskabet fremgår det også, at Danske Bank vil igangsætte et aktietilbagekøbsprogram på op til 5 mia. kr.

Formålet med aktietilbagekøbet er at reducere aktiekapitalen i Danske Bank, fremgår det af meddelelsen. Dette vil alt andet lige drive aktionærernes ejerandel af banken op.

Du kan læse mere om regnskabet fra Danske Bank her

Danske Bank-aktien er steget med over 13 pct. det seneste år.