Medicinalgiganten Eli Lilly udråber sig selv til global markedsleder foran Novo Nordisk inden for GLP-1-midler til behandling af diabetes og vægttab. Eli Lillys udmelding om tronskiftet markerede et foreløbigt højdepunkt i den indædte kamp om dominansen på det lukrative medicinmarked, skriver Finans.
»Lilly er den globale markedsleder, og vi styrker den position ved at tage omkring 2 procentpoint i andet kvartal i år,« fastslog Eli Lillys finansdirektør, Lucas Montarce, under en telekonference for investorer.
Novo Nordisk var ellers den ubestridte pioneer med storsælgende midler som Ozempic og Wegovy, der åbnede det enorme marked for fedmemedicin. Dynamikken har dog ændret sig markant, efter Eli Lilly i slutningen af 2023 udrullede diabetespræparatet Mounjaro og vægttabsmidlet Zepbound. Novo Nordisk har da også siden maj sidste år konsekvent undladt at kalde sig global markedsleder i sit investormateriale, bemærker Finans.
Billedet er dog langt fra entydigt. Som Euroinvestor tidligere har beskrevet, betyder Eli Lillys succesfulde jagt på markedsandele nemlig ikke, at Novo Nordisk er gået i stå.
Tværtimod buldrer det danske selskabs salg fortsat frem - særligt drevet af den nye pilleudgave af Wegovy, der netop har rundet 5 mio. recepter i USA.
Markedet for fedmemedicin vokser ganske enkelt så hurtigt, at der foreløbig er plads til, at begge giganter kan opjustere deres forventninger til fremtiden, selvom kampen om tronen spidser til.
