Krigen i Mellemøsten tager nok en gang fokus i mandagens handel. 

Den amerikanske præsident Donald Trump har nemlig med en ny melding sendt fredsforhandlingerne med Iran et par skridt tilbage. Og det præger markedsstemningen mandag morgen. 

I et opslag på sit sociale medie Truth Social omtaler præsidenten det seneste fredsforslag fra Iran som »totalt uacceptabelt«:

»Jeg har netop læst svaret fra Irans såkaldte 'repræsentanter',« skriver Trump og kalder forslaget for »TOTALT UACCEPTABELT«. 

Det har sendt olieprisen markant op i mandagens handel, og skaber negative strømninger på aktiemarkedet. 

Læs også: Et krydstogtskib med en virus ombord er kommet på manges læber: Sundhedsinvestor peger på mulige vindere

Vi starter derfor det finansielle overblik i Asien, hvor handlen er i gang: 

Japanske aktier falder med 0,2 pct. når man kigger på det ledende Nikkei-indeks, og i Hong Kong falder de kinesiske aktier i Hang Seng-indekset med knap 0,3 pct. 

Europæiske aktier står til en afdæmpet start på den nye handelsuge.

Futures for de europæiske aktier indikerer lige nu, at aktierne i det toneangivende Euro Stoxx 50-indeks vil åbne lige omkring samme niveau som i fredags.

Indekset dækker over 50 store europæiske virksomheder som ASML, Adidas, Santander, Deutsche Telekom og Enel.

Amerikanske aktier står bredt til at falde i mandagens handel. 

Futures for de tre ledende aktieindeks, Dow Jones, S&P 500 og det teknologitunge Nasdaq peger ned med mellem 0,2 pct. og 0,05 pct. 

S&P 500-indekset omfatter mange forskellige selskaber, mens Nasdaq især fokuserer på teknologi- og vækstselskaber.

Udviklingen i Dow Jones viser kursudviklingen for 30 store, veletablerede amerikanske industrivirksomheder og afspejler derfor især den traditionelle økonomi. Du kan se, hvilke selskaber, der er i Dow Jones her.

Læs også: Hundredtusindvis af danskere kan se frem til 500.000 kr. ekstra

Prisen på guld, olie og kryptovaluta giver os også et praj om stemningen i markedet. Vi begynder med det sorte guld, nemlig olien, der stiger markant. 

Olieprisen stiger med omtrent 5 pct. og handler til godt 105 dollar for en tønde af den toneangivende Brent-olie, mens den amerikanske WTI-olie koster lige over 100 dollar per tønde.

Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger, kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.

Guldprisen sætter sig en smule. 

Det gyldne metal handler til en pris på 4.675 dollar pr. ounce. Guldet er værd at følge, fordi guld opfattes af mange som en sikker havn i krisetider og har historisk klaret det godt i perioder med modvind på aktiemarkedet.

Kryptovalutaen bitcoin er faldet 0,7 pct. det seneste døgn, og den digitale mønt koster dermed nu 80.723 dollar. 

Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om markedsstemningen, især blandt mere risikovillige investorer.

Læs også: Finanshus ser endnu større potentiale i USA: Denne del af markedet ville de kaste sig over

Læs også: Han kender alle tricksene til at forhandle boliglån og har selv haft succes med dem: Sådan gør du ham kunsten efter

Morgennyheder

Hver morgen opdaterer Euroinvestors finansjournalister dig på de vigtigste historier om dine aktier og i øvrigt om alt det, der påvirker økonomien - især din egen. Vært: Mathias Greisgaard Jensen