Asiatiske aktier stiger en smule, mens investorer forbereder sig på en uge med vigtigt rentenyt. 

Investorerne kommer til at have særligt fokus på den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), der onsdag ventes at præsentere investorerne for en rentesænkning.

Onsdag får vi desuden regnskab fra softwarekæmperne Adobe og Oracle, mens vi torsdag får tal fra computerchipkæmpen Broadcom. Broadcoms regnskab kan få stor betydning for stemningen omkring AI- og tech-aktier som Nvidia, Microsoft og Alphabet.

Fredag får vi friske regnskabstal for andet kvartal fra Flügger. Inden vi når så langt, dykker vi ned i, hvordan investorerne positionerer sig på ugens første handelsdag.

Investorer er i tvivl om, hvorvidt japanske aktier skal være mere eller mindre værd. Aktierne i verdens fjerdestørste økonomi handles i samme niveau som fredag, viser tal for det toneangivende Nikkei-aktieindeks, der afspejler udviklingen i landets 225 største selskaber.

På børsen i Hongkong, hvor der bliver handlet med kendte aktier som Tencent, Alibaba og Baidu, falder kinesiske aktier. Det er i en grad, så det toneangivende aktieindeks - HangSeng-indekset - falder med 1 pct.

Europæiske aktier står også til at blive mindre værd, når børshandlen skydes i gang på de europæiske børser om nogle timer. Aktierne står overordnet til at falde 0,1 pct., viser futures for Stoxx50-aktieindekset.

Investorer er derimod på vej til at købe op i amerikanske aktier, viser futures for de tre toneangivende aktieindeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones. Det er især teknologiaktierne i Nasdaq-indekset, der står til at stige. Indekset står til at stige 0,2 pct., mens andre amerikanske aktier står til at stige 0,1 pct.

Udviklingen i Dow Jones viser kursudviklingen for 30 store, veletablerede amerikanske industrivirksomheder og afspejler derfor især den traditionelle økonomi. Du kan se, hvilke selskaber, der er i Dow Jones her.

S&P 500-indekset omfatter mange forskellige selskaber, mens Nasdaq især fokuserer på teknologi- og vækstselskaber.

Prisen på guld, olie og kryptovaluta giver os også et praj om stemningen i markedet. Vi begynder med det sorte guld, nemlig olien, der stiger en smule.

En tønde af den amerikanske WTI-olie koster nu 60 dollar, mens den europæiske Brent-olie nu koster næsten 64 dollar.

Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. En stigende oliepris indikerer økonomisk vækst, mens et fald kan være tegn på det modsatte.

Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger, kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.

Guldprisen er steget det seneste døgn, og guldet handles nu til en pris på 4.208 dollar pr. ounce efter en lille stigning på 0,3 pct. Guldprisen er nu steget 60 pct. i år.

Guldet er værd at følge, fordi guld opfattes af mange som en sikker havn i krisetider og har historisk klaret det godt i perioder med modvind på aktiemarkedet.

Kryptovalutaen bitcoin er steget 0,4 pct. det seneste døgn. Den digitale mønt koster nu 91.340 dollar. Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om markedsstemningen, især blandt mere risikovillige investorer.