Godmorgen og velkommen til ugens sidste børsdag.
Torsdag bød på fald på de globale aktiemarkeder, hvor blandt andet Nvidia og Tesla blev sendt ned med henholdvis 3,6 pct. og 6,5 pct.
Den sure stemning ser ud til at fortsætte i dag, hvor investorerne ifølge Sydbank har øget fokus på udtalelser fra centralbankdirektører i mangel af væsentlige økonomiske nøgletal.
»Flere centralbankdirektører har givet udtryk for bekymring for den fortsat høje inflation og usikkerhed om, hvorvidt renten bør sænkes igen i december. Sandsynligheden for en rentenedsættelse i december er faldet yderligere og er nu på cirka 50/50,« skriver banken i en kommentar fredag morgen.
I dag lander der friske regnskabstal fra Bavarian Nordic, der sent torsdag kunne fortælle, at bestyrelsesformanden trækker sig med øjeblikkelig virkning. Bliv klogere på afløseren her.
Ligeledes er der i dag ekstraordinær generalforsamling hos Novo Nordisk, hvor en ny bestyrelse skal findes.
Vi starter det finansielle overblik i Asien, hvor børshandlen er i gang:
Investorerne sender de japanske aktier ned fredag. De japanske aktier i Nikkei 225-indekset sendes ned med 1,9 pct.
Også i Kina er stemningen sur. De kinesiske aktier, der handles på børsen i Hongkong, falder og Hang Seng-indekset falder tilbage med 1,5 pct.
Også i Europa er der lagt op til aktiefald fredag. Futures for Euro Stoxx 50-indekset indikerer, at de europæiske aktier står til at dykke 0,5 pct., når børshandlen begynder om få timer.
Også i USA er der mere eller mindre dårlig stemning fredag for de amerikanske aktier.
Futures for det techtunge Nasdaq-indeks peger ned med 0,2 pct, mens S&P 500 står til at åbne i et beskedent fald på 0,06 pct.
Det industrifyldte Dow Jones-indeks står til at åbne i samme niveau som det lukkede torsdag.
Udviklingen i Dow Jones viser kursudviklingen for 30 store, veletablerede amerikanske industrivirksomheder og afspejler derfor især den traditionelle økonomi. Du kan se, hvilke selskaber, der er i Dow Jones her.
S&P 500-indekset omfatter mange forskellige selskaber, mens Nasdaq især fokuserer på teknologi- og vækstselskaber.
Omvendt er der stigninger på råvaremarkedet.
Vi starter med det sorte guld, olien, der sendes op med mere end 1 pct.. En tønde af den amerikanske WTI-olie koster nu 59,53 dollar, mens den europæiske Brent-olie handles for knap 64 dollar.
Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. En stigende oliepris indikerer økonomisk vækst, mens et fald kan være tegn på det modsatte.
Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.
Guldprisen stiger minimalt med 0,07 pct. og koster lige nu 4.190 dollar pr. ounce.
Guldet er værd at følge, da det opfattes af mange som en sikker havn i krisetider og historisk set har klaret sig godt, når der er modvind på aktiemarkedet.
Kryptovalutaen bitcoin falder tilbage med 5 pct. og koster lige nu 97.442 dollar.
Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om risikovilligheden i markedet, især blandt de mere spekulative investorer.

