Udsigt til kursfald med et enkelt lyspunkt: Her er mandagens finansielle overblik


De globale aktiemarkeder har udsigt mod en sur start på den nye handelsuge. Der er dog et enkelt lyspunkt, og det er, at de europæiske aktier står til at stige i dagens handel.
Bagtæppet for aktiehandlen mandag er endnu engang præget af situationen i Mellemøsten. Her har Trump-administrationen afvist et Iransk forslag om at åbne Hormuz-strædet, og det sender olieprisen op sammen med obligationsrenterne.
Den bevægelse presser aktierne, skriver Bloomberg.
Herhjemme kan der i dagens handel komme fokus på Better Collective, der har været nødsaget til at sænke sin guidance markant efter en lovændring i Brasilien. Det kan du læse mere om her.
Vi starter dog det finansielle overblik i Asien, hvor børshandlen er i gang:
Japanske aktier falder en smule - vi taler 0,07 pct. -, når man ser på Nikkei-indekset.
De kinesiske aktier, der handles på børsen i Hongkong, stiger til gengæld en lille smule. Hang Seng-indekset går frem med 0,5 pct.
Rykker vi videre mod Europa, står europæiske aktier til at stige, når børshandlen skydes i gang kl. 9 i Europa.
Futures for det toneangivende Stoxx 50-aktieindeks indikerer, at aktierne vil stige med 0,3 pct. i børsåbningen. Indekset dækker over 50 store europæiske virksomheder som ASML, Adidas, Santander, Deutsche Telekom og Enel.
På den anden side af Atlanten står de amerikanske aktier til at blive mindre værd.
Således står alle tre ledende indeks, Dow Jones, S&P 500, og Nasdaq til at blive sendt ned. S&P 500 og Dow Jones står til at falde med 0,3-0,4 pct. mens Nasdaq-indekset står til at falde 0,7 pct.
S&P 500-indekset omfatter mange forskellige selskaber, mens Nasdaq især fokuserer på teknologi- og vækstselskaber.
Udviklingen i Dow Jones viser kursudviklingen for 30 store, veletablerede amerikanske industrivirksomheder og afspejler derfor især den traditionelle økonomi. Du kan se, hvilke selskaber der er i Dow Jones her.
Prisen på guld, olie og kryptovaluta giver os også et praj om stemningen i markedet. Vi begynder med det sorte guld, nemlig olien, der stiger i mandagens tidlige handel.
Olien handles nu til knap 107 dollar for en tønde af den toneangivende Brent-olie, mens den amerikanske WTI-olie nu koster 94 dollar pr. tønde.
Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger, kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.
Guldprisen falder en smule og koster knap 4.200 dollar pr. ounce.
Kryptovalutaen bitcoin er faldet med 1,1 pct. det seneste døgn, og den digitale mønt koster nu 83.456 dollar.
Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om markedsstemningen, især blandt mere risikovillige investorer.