Henter kommentarer

Udsigt til kursfald over hele linjen: Her er fredagens finansielle overblik


Der er ikke meget fredagshumør over de finansielle markeder, når man kigger ud på de globale aktiemarkeder fredag morgen. 

Bekymringer om udlånstilstanden i en række regionale banker i USA prægede stemningen negativt torsdag, og det præger også stemningen i fredagens aktiehandel. Det skriver finansmediet Bloomberg. 

Den dårlige stemning blev blandt andet udløst fordi de to regionalbanker Zions Bancorp faldt med 13 pct. og Western Alliance Bancorp faldt med 11 pct., efter at førstnævnte måtte afskrive et lån på 50 mio. dollar til California Bank & Trust. Western Alliance Bancorp fik deres kurslussing, fordi banken har lån til samme selskab ifølge mediet. 

Udviklingen førte til, at indekset over regionalbanker i USA S&P Regional Banks Select Industry Index faldt med 6,3 pct. torsdag, hvilket er det største fald siden markedsuroen forårsaget af præsident Trumps handelspolitik i april.

Selvom udviklingen kan give mindelser omkring markedsuroen skabt af kollapset i Silicon Valley Bank i 2023, så vurderer strateger ikke, at vi er på samme niveau: 

“Dette chok i den amerikanske banksektor handler mere om markedsstemning og likviditet end om et egentligt kreditkrak. Det er et godt eksempel på global risikoaversion lige nu — de underliggende forhold er fine, men frygten styrer handelsbordene,« lyder det fra Dilin Wu, der er strateg hos Pepperstone Group Ltd. til Bloomberg. 

Vi starter det finansielle overblik i Asien, hvor aktiekurserne snurrer nedad fra morgenstunden dansk tid: 

Investorer sælger ud af de japanske aktier, og det får det toneangivende aktieindeks - Nikkei 225 - til at falde med 1,2 pct.

Også de kinesiske aktier dykker. Det ledende Hang Seng-indeks sendes ned med 1,5 pct., mens fastlandsindekset CSI 300 sendes ned med 1,2 pct. 

Europæiske aktier står til at dykke 0,8 pct., når børshandlen om få timer starter. Det viser futures for Euro Stoxx 50-indekset.

Amerikanske aktier står ligeledes til at åbne i rødt i torsdagens handel. 

Det viser futures for det store, brede S&P 500-indeks, det teknologitunge Nasdaq-indeks og Dow Jones-indekset. De tre toneangivende aktieindeks peger ned med mellem 0,2 og 0,4 pct.

Udviklingen i Dow Jones viser kursudviklingen for 30 store, veletablerede amerikanske industrivirksomheder og afspejler derfor især den traditionelle økonomi.

S&P 500-indekset omfatter mange forskellige selskaber, mens Nasdaq især fokuserer på teknologi- og vækstselskaber.

Prisen på guld, olie og kryptovaluta giver os også et praj om stemningen i markedet. Vi begynder med det sorte guld, nemlig olien, der stiger en smule.

En tønde af den amerikanske WTI-olie koster nu 57,3 dollar, mens den europæiske Brent-olie nu koster 60,9 dollar.

Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. En stigende oliepris indikerer økonomisk vækst, mens et fald kan være tegn på det modsatte.

Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.

Guldprisen fortsætter med at stige, og fremgangen lyder på 2 pct. det seneste døgn. Dermed handler det gyldne metal nu til 4.371 dollar pr. ounce. Guldet er blevet mere end 66 pct. mere værd i år.

Guldet er værd at følge, fordi guld opfattes af mange som en sikker havn i krisetider og har historisk klaret det godt i perioder med modvind på aktiemarkedet.

Kryptovalutaen bitcoin er faldet det seneste døgn. Den digitale mønt koster nu 109.102 dollar. Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om markedsstemningen, især blandt mere risikovillige investorer.