Henter kommentarer

Udsigt til kursstigninger: Her er det finansielle overblik tirsdag


 

Godmorgen og velkommen til tirsdagens finansielle overblik. 

Efter en mandag hvor kunstig intelligens trak overskrifter i forbindelse med dramaet i OpenAI, bliver fokus nu på en anden gigant indenfor kunstig intelligens. 

Chipkæmpen Nvidia præsenterer nemlig regnskab for tredje kvartal efter markedsluk i USA tirsdag, og det kommer investorerne til at følge. Nvidia-aktien er steget med omkring 250 pct. siden årsskiftet, blandt andet fordi koncernen er førende inden for udvikling og produktion af mikrochip til servere, som arbejder med kunstig intelligens.

Derudover er der medvind til aktierne i Asien, som ifølge Bloomberg løftes af den positive stemning på Wall Street, hvor der var fremgang til de tre store aktieindeks. Det kan du læse mere om her

Læs også: 

Vi starter den finansielle overflyvning i Asien, hvor handlen stadig er i gang: 

Japanske aktier handler fladt her til morgen. Aktierne stiger med 0,02 pct., når man kigger på udviklingen i det brede Nikkei-indeks.

De kinesiske aktier bliver til gengæld sendt op i mandagens handel. De stiger i skrivende stund med 1,0 pct., når man ser på Hang Seng-indekset i Hong Kong.

Europæiske aktier står til åbne med pil op, når aktiehandlen herhjemme skydes i gang om få timer. Futures for Stoxx 50-indekset, der består af 50 aktier i store europæiske virksomheder, står til at stige med 0,2 pct.

Læs også: Efter børsdrama: Nasdaq godkender afnotering

De amerikanske aktier står til en relativ blandet åbning tirsdag. Futures for S&P 500 og Dow Jones indikerer kursstigninger på omkring 0,1 pct. Det rentefølsomme og teknologitunge Nasdaq-indeks står til at falde 0,1 pct.

Olieprisen falder en smule. En tønde af den amerikanske WTI-olie koster nu 77,5 dollar, mens den europæiske Brent-olie koster over 82 dollar.

Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. En stigende oliepris indikerer økonomisk vækst, mens et fald kan være tegn på det modsatte. Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.

Guldprisen handler nu til 1.992 dollar pr. ounce. Det gyldne metal er steget med 9,2 pct. i år.

Kryptovalutaen bitcoin har været stabil det seneste døgn, hvorfor den digitale mønt nu koster 37.416 dollar.