Udsigt til kursstigninger: Her er fredagens finansielle overblik


Godmorgen og velkommen til ugens sidste finansielle overblik.
Positive kommentarer fra Fed-chefen Kevin Warsh har vendt stemningen på aktiemarkedet.
Han udtalte i en tale tidlig fredag morgen dansk tid, at investeringer i kunstig intelligens er en enorm fordel for den amerikanske økonomi, skriver Bloomberg News.
Efter talen faldt markedets forventning til, at renten vil blive hævet ved den amerikanske centralbanks rentemøde i oktober.
»Warshs afvisning af at forpligte sig til endnu en renteforhøjelse medfører, at nogle af satsene på en renteforhøjelse fra Fed er blevet afviklet,« lyder det fra Charu Chanana, der er chefinvesteringsstrateg hos Saxo Markets, til finansmediet.
Vi starter dagens finansielle overflyvning i Asien, hvor handlen fortsat er i gang:
Japanske aktier bliver sendt op, når man kigger på det ledende indeks i landet Nikkei, som er oppe med 1,8 pct.
Samme tendens gør sig gældende for kinesiske aktier, der stiger med 1,2 pct., når man kigger på Hang Seng-indekset med base i Hongkong, hvor flere store kinesiske selskaber er børsnoteret.
I Europa står aktierne også til at bliver mere værd, når handlen skydes i gang klokken 9. Europæiske aktier står til at stige med 0,77 pct., når man kigger på futures for Stoxx 50-indekset.
I USA er der små kursstigninger på menuen. De amerikanske aktier står til at handle nogenlunde fladt - dog i grønt territorium, ifølge futures. De ledende indeks S&P 500, Dow Jones og Nasdaq står til at stige omkring 0,08 pct.
Olieprisen falder fredag morgen. En tønde af den amerikanske WTI-olie koster nu 97,3 dollar, mens den europæiske Brent-olie koster 105,4 dollar.
Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger, kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.
Guldet bliver mere værd fredag. Guld handles således til en pris på 4180,6 dollar pr. ounce.
Guldet er værd at følge, fordi det gyldne metal opfattes af mange som en sikker havn i krisetider og har historisk klaret det godt i perioder med modvind på aktiemarkedet.
Kryptovalutaen bitcoin er steget med 0,8 pct. det seneste døgn. Den digitale mønt koster dermed 81.982 dollar.