Godmorgen og velkommen til en dugfrisk børsdag.
Efter en grøn dag på Wall Street tirsdag er der igen onsdag lagt op til fremgang for netop de amerikanske aktier.
Også bitcoin sendes kraftigt op, og gårsdagens stigninger kommer blandt andet i kølvandet på den digitale valutas værste dag siden marts.
Vi starter det finansielle overblik østpå, hvor børserne lige nu er åbne for handel:
Investorer sender de japanske aktier op her til morgen. Det afspejler sig i Nikkei-indekset, der stiger 1,6 pct.
Omvendt falder de kinesiske aktier, der handles på børsen i Hongkong. I skrivende stund sendes de ned med 0,9 pct., viser tal for Hang Seng-indekset.
De euorpæiske aktier ventes at få medvind i dagens handel. Futures for Euro Stoxx 50-indekset har nemlig pil op med 0,3 pct.
Også de amerikanske aktier står til at blive mere værd. Alle tre ledende amerikanske indeks indikeres nemlig op af futures, der peger på stigninger mellem 0,2 og 0,3 pct.
Udviklingen i Dow Jones viser kursudviklingen for 30 store, veletablerede amerikanske industrivirksomheder og afspejler derfor især den traditionelle økonomi. Du kan se, hvilke selskaber, der er i Dow Jones her.
S&P 500-indekset omfatter mange forskellige selskaber, mens Nasdaq især fokuserer på teknologi- og vækstselskaber.
Prisen på guld, olie og kryptovaluta giver os også et praj om stemningen i markedet. Vi begynder med det sorte guld, nemlig olien, der stiger en smule.
En tønde af den amerikanske WTI-olie koster nu mere end 58 dollar, mens den europæiske Brent-olie koster nu omkring 62 dollar.
Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. En stigende oliepris indikerer økonomisk vækst, mens et fald kan være tegn på det modsatte.
Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.
Guldprisen er steget 0,2 pct. det seneste døgn, og guldet handles nu til en pris på 4.220 dollar pr. ounce.
Guldet er værd at følge, fordi guld opfattes af mange som en sikker havn i krisetider og har historisk klaret det godt i perioder med modvind på aktiemarkedet.
Kryptovalutaen bitcoin er steget mere end 7 pct. det seneste døgn. Den digitale mønt koster nu 93.315 dollar. Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om markedsstemningen, især blandt mere risikovillige investorer.

