Investorerne kan glæde sig over, at aktierne står til at blive mere værd i onsdagens handel. 

Stemningen bliver blandt andet løftet af, at chefen for den amerikanske centralbanks afdeling i New York John Williams tirsdag sagde, at han ikke ser argumenter for at hæve renten i USA i 2027. Det skriver Bloomberg. 

Kommentaren lander før der onsdag eftermiddag dansk tid bliver offentliggjort inflationstal fra USA, der viser hvor meget priserne er steget i september. Forventningen er en inflation på 3,6 pct. i september sammenlignet med samme måned året før. 

Samtidig ruller den amerikanske og globale regnskabssæson, hvor investorerne får en række spændende regnskaber. 

I Europa bliver ASMLs regnskab virkelig spændende at følge med i, mens Morgan Stanley, Bank of America og BlackRock runder de store amerikanske finanshuses rapportering af.

Du kan selvfølgelig følge nyhederne her på Euroinvestor.dk i løbet af dagen. 

Og lad os så komme i gang med det finansielle overblik, der starter i Asien.

Kinesiske aktier befinder sig omkring nullet, når man kigger på Hang Seng-indekset, der har base i Hong Kong. Her er flere store kinesiske selskaber børsnoteret.

Investorerne samler til gengæld op i de japanske aktier. Det er i en grad, så det toneangivende Nikkei-indeks stiger med 0,9 pct.

Hjemme i Europa er der lagt op til kursstigninger, når handlen skydes i gang i formiddag. Europæiske aktier står her til at stige med 0,3 pct., når man kigger på futures for Stoxx 50-indekset.

I USA står de amerikanske aktier også til at stige i dagens handel. Dow Jones står til at stige med 0,2 pct., mens S&P 500-indekset indikeres op med 0,2 pct.

Det teknologitunge Nasdaq-indeks står til at stige 0,3 pct.

Olieprisen stiger en smule her til morgen. En tønde af den amerikanske WTI-olie koster nu 94,6 dollar, hvilket er 0,6 pct. højere end i går, mens den europæiske Brent-olie koster 106 dollar, hvilket er en stigning på 0,5 pct.

Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. 

En stigende oliepris indikerer økonomisk vækst, mens et fald kan være tegn på det modsatte. Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.

Guldprisen handler fladt og befinder sig i en pris på 4.159 dollar pr. ounce.

Guldet er værd at følge, fordi guld opfattes af mange som en sikker havn i krisetider og har historisk klaret det godt i perioder med modvind på aktiemarkedet.

Kryptovalutaen bitcoin stiger med 0,6 pct., når man kigger på det seneste døgn. Den digitale mønt koster dermed 83.634 dollar.

Millionærklubben

Er der et sted i aktiemarkedet, hvor der er meget på spil i den kommende regnskabssæson, så er det hos teknologi-aktierne. Millionærklubben zoomer derfor ind på det, du kan forvente dig af teknologi selskaberne i den kommende regnskabssæson, og undersøger om der er aktier, der skal ind eller ud af porteføljen i forbindelse med de friske regnskabsmeldinger. Det gør vi i dag med AL Sydbanks chefanalytiker Natalia Setlak og investeringschef i teknologifonden Horizon3 Henrik Karlsen. Vært: Adam Geil