Udsigt til kursstigninger i Europa - her er det finansielle overblik onsdag


Chipaktier over hele verden oplever en betydelig fremgang, da investorer igen satser på, at kunstig intelligens (AI) fortsat vil drive markedet. Den positive udvikling kommer efter en periode med stor usikkerhed og hurtige kursudsving, hvor markedet har spekuleret i, om de massive investeringer i AI reelt vil føre til tilsvarende gode afkast.
Det har skabt en bølge af kursstigninger i Asien.
Investorerne har fået appetitten tilbage på japanske aktier. Aktierne i verdens fjerdestørste økonomi stiger 1,3 pct., viser futures for det toneangivende Nikkei-indeks. I Sydkorea, der ofte ses som en god målestok for AI-investeringer, steg Kospi-indekset hele 4,6 pct. Stigningerne blev især skabt af store chip-producenter som Samsung Electronics og SK Hynix
Investorer har omvendt her til morgen solgt ud af kinesiske aktier. Det er i en grad, så Hang Seng-indekset falder 0,8 pct., viser Bloomberg-data.
Stemningen er noget bedre i Europa, hvor der er udsigt til forsigtige kursstigninger.
Europæiske aktier står til at stige 0,1 pct., viser futures for stoxx50. Indekset afspejler udviklingen i 50 store europæiske virksomheder som ASML, Adidas, Santander, Deutsche Telekom og Enel.
Investorer med amerikanske aktier er tilsyneladende også i tvivl om, hvorvidt amerikanske aktier skal være mere eller mindre værd. De står overordnet set til at holde niveauet efter fredagens kursfald. Teknologiaktierne står dog til at falde.
Det store, brede S&P 500-indeks står til at åbne fladt. Det samme gør Dow Jones-indekset.
Det teknologitunge Nasdaq-indeks står til at falde 0,3 pct.
Udviklingen i Dow Jones viser kursudviklingen for 30 store, veletablerede amerikanske industrivirksomheder og afspejler derfor især den traditionelle økonomi.
S&P 500-indekset omfatter mange forskellige selskaber, mens Nasdaq især fokuserer på teknologi- og vækstselskaber.
Prisen på guld, olie og kryptovaluta giver os også et praj om stemningen på markedet. Vi begynder med det sorte guld, nemlig olien.
Olieprisen stiger, så den handles til knap 92 dollar for en tønde af den toneangivende Brent-olie. Den amerikanske WTI-olie bliver også dyrere og koster nu godt 85 dollar per tønde.
Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger, kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.
Guldprisen stiger også en smule. Det gyldne metal handles til en pris på 4.131 dollar pr. ounce. Guldet er værd at følge, fordi guld opfattes af mange som en sikker havn i krisetider og har historisk klaret sig godt i perioder med modvind på aktiemarkedet.
Kryptovalutaen bitcoin er faldet en smule det seneste døgn, og den digitale mønt koster nu 66.260 dollar. Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om markedsstemningen, især blandt mere risikovillige investorer.