Godmorgen og velkommen til ugens første danske handelsdag efter påsken.
Olieprisen er steget igen, og de amerikanske aktier står til at falde, mens de europæiske aktier står til at blive lidt mere værd.
Det er udsigten her til morgen, da den amerikanske præsident Donald Trumps deadline for Iran nærmer sig, hvilket får investorerne til at være forsigtige.
Trump har stillet Iran et ultimatum om, at de skal genåbne Hormuzstrædet inden natten til onsdag. Ellers vil 'helvede bryde løs', lød det fra præsidenten på et pressemøde mandag.
Mandag steg de globale aktier ellers på håbet om udsigten til en våbenhvile. Den gode stemning skulle dog ikke vare ved længe, og de asiatiske aktier bliver mindre værd her til morgen.
Vi starter det finansielle overblik i Asien, hvor børshandlen er i gang:
De japanske aktier sendes en smule ned her til morgen, når man kigger på Nikkei-indekset, som falder med 0,1 pct.
Der er lukket for handel med Hang Seng-indekset, der hører til i Hongkong, i dag. Det kinesiske CSI 300-indeks falder til gengæld også her til morgen og bliver 0,3 pct. mindre værd.
Hjemme i Europa er der udsigt til, at aktierne bliver mere værd i dagens handel.
Futures for de europæiske aktier indikerer lige nu en stigning på 0,18 pct., når man ser på Euro Stoxx 50-indekset. Indekset dækker over 50 store europæiske virksomheder som ASML, Adidas, Santander, Deutsche Telekom og Enel.
I USA står de tre ledende amerikanske indeks Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq derimod til at falde i værdi, når børshandlen starter 15.30 dansk tid. Det viser futures, som mere præcist indikerer, at de tre ledende indeks står til at åbne med fald på mellem 0,2 og 0,5 pct.
S&P 500-indekset omfatter mange forskellige selskaber, mens Nasdaq især fokuserer på teknologi- og vækstselskaber.
Udviklingen i Dow Jones viser kursudviklingen for 30 store, veletablerede amerikanske industrivirksomheder og afspejler derfor især den traditionelle økonomi. Du kan se, hvilke selskaber, der er i Dow Jones her.
Prisen på guld, olie og kryptovaluta giver os også et praj om stemningen i markedet. Vi begynder med det sorte guld, nemlig olien, der er steget en del de seneste par dage.
Prisen på den toneangivende Brent-olie fra Nordsøen koster nu 111 dollar per tønde. Den amerikanske WTI-olie koster 115 dollar per tønde.
Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger, kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.
Guldet handler nu til en pris på 4646 dollar pr. ounce. Det er en et lille fald sammenlignet med prisen før påske.
Kryptovalutaen bitcoin er faldet 0,6 pct. det seneste døgn og den digitale mønt koster dermed nu 68.580 dollar.
Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om markedsstemningen, især blandt mere risikovillige investorer.

