Investorerne kommer til at spidse både øjne, ører og blyanter onsdag aften. 

Her kommer den amerikanske chipkæmpe Nvidia nemlig med regnskab, og det kan få stor betydning for udviklingen i aktiemarkedet og for særligt teknologiaktierne. 

Sådan lyder det fra Sydbank i en kommentar mandag: 

»Tidligere har vi set, at netop regnskaber fra Nvidia kan være med til at afgøre stemningen på finansmarkederne. Regnskabet er ekstra interessant i øjeblikket på grund af investorernes øgede fokus på teknologiaktiernes værdiansættelse og investorernes vaklende tro på, at renten bliver sænket i USA i næste måned,« skriver Sydbank. 

I takt med, at det amerikanske selskab har oplevet en voldsom vækst de seneste par år, fordi teknologi-mastodonter som Meta Platforms, Microsoft og Alphabet, har shoppet avancerede mikrochips hos Nvidia i stor stil, er selskabet blevet mere end 4.600 mia. dollar værd. 

Nvidia er verdens mest værdifulde selskab målt på markedsværdi.

Investorerne anser blandt andet Nvidia som en vigtig temperaturmåler for udviklingen af kunstig intelligens, da selskabet producerer og designer mange af de mest avancerede chips til udviklingen af ny AI-teknologi. Er væksten og efterspørgslen efter Nvidia-chips høj, er AI-appetitten høj. 

På grund af Nvidias størrelse og betydning for AI-temaet er der derfor også store forventninger i markedet til regnskabet. Ifølge data fra finanstjenesten Bloomberg kan der ske store udsving på onsdag, når der lander friske tal. 

Baseret på handlen med optioner og andre finansielle instrumenter står aktien således til at bevæge sig 6,4 pct. ifølge Bloomberg. 

Noget af det investorerne holder øje med i regnskabet er, om Nvidia kan overgå markedets forventninger - og også om de kan overgå forventningerne til det kommende kvartal. Sidstnævnte siger nemlig noget om efterspørgslen på AI-chips. 

For det afsluttede kvartal venter markedet, at Nvidia har omsat for 55,1 mia. dollar og har leveret en bruttomargin - hvilket viser, hvor stor en del af en virksomheds omsætning, der er tilbage, efter de direkte omkostninger ved produktion og salg er betalt - på 73,6 pct. 

For det kommende kvartal - som hos Nvidia hedder Q4 2026 - skal Nvidia gerne annoncere, at man regner med at omsætte for 61,6 mia. dollar med en bruttomargin på 74,6 pct., hvis man skal overgå markedets forventninger. 

Nvidia præsenterer sit regnskab onsdag efter den amerikanske børshandel er lukket. 

Morgennyheder

Hver morgen opdaterer Euroinvestors finansjournalister dig på de vigtigste historier om dine aktier og i øvrigt om alt det, der påvirker økonomien - især din egen. Vi deler overbevisningen om, at den, der ved mest, tjener mest.  Vært: Adam Geil