Unilever overgår forventninger og opjusterer efter stærk salgsvækst


Dagligvaregiganten Unilever har netop leveret et regnskab for andet kvartal, der overgik analytikernes forventninger med længder.
Det reelle salg - når man fraregner ting som valutakurser og opkøb - steg med 5,8 pct.. Det var markant bedre end de 4,1 pct., som eksperterne havde forventet, skriver Bloomberg News.
Det stærke resultat skyldes især, at forbrugerne i store markeder som Indien og Indonesien har langet ekstraordinært mange klassikere som Dove-sæbe og Rexona-deodoranter over disken.
Det gode kvartal får nu Unilever til at se endnu mere lyst på resten af året. Hvor selskabet tidligere regnede med at lande i den lave ende af sit årlige vækstmål på 4 til 6 pct., forventer ledelsen nu at ramme solidt inden for dette interval.
Samtidig regner virksomheden med en smule bedre overskud end i 2025, hvor driftsmarginen lå på 20 pct.
Opjusteringen falder midt i en omfattende omstilling af koncernen, som topchef Fernando Fernandez har stået i spidsen for i over et år. Fernandez har sat en klar kurs mod at slanke virksomheden og skære forretningen helt ind til benet.
Som et led i den nye strategi har Unilever allerede udskilt sin is-forretning, og selskabet er lige nu i gang med at sælge hele sin fødevaredel – som tæller mærker som Hellmann’s mayonnaise og Knorr-bouillon – til krydderigiganten McCormick & Co.
Målet med det store salg er at forvandle Unilever til en fokuseret virksomhed, der udelukkende arbejder med personlig pleje og rengøring til hjemmet.
Den øvelse skal skabe en mere strømlinet og effektiv forretning, som kan levere stabil vækst og et godt overskud til investorerne fremover.