USA har torsdag indført sanktioner mod Vladimir Potanin, som er en af Ruslands rigeste mænd.

Det oplyser det amerikanske udenrigsministerium torsdag.

Sanktionerne har til formål at svække Ruslands evne til at finansiere krigen i Ukraine.

Læs også: Danske Bank: 'En voldsom stigning på meget kort tid'

Sanktionerne er rettet mod den russiske milliardær selv og mod nogle af hans selskaber i den finansielle sektor. Detaljer om sanktionerne ventes inden for de kommende døgn.

Også Potanins kone, Ekaterina Potanina, og en yacht, som han ejer, er omfattet af sanktionerne. Det siger amerikanske embedsmænd til erhvervsavisen The Wall Street Journal.

De anonyme kilder siger, at også investeringsselskabet Interros, som Potanin kontrollerer, samt Rosbank, som han købte fra Société Générale SA tidligere i år, bliver ramt af sanktioner.

Læs også: Trods kæmpe bolignedtur – det bliver dyrere og dyrere

Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken siger, at 29 russiske guvernører og regionale ledere er blandt 40 andre personer, som rammes af sanktioner.

Det er blandt andet personer, som har stået for mobilisering af ekstra enheder til Ukraine og russere, der er indsat på magtpositioner på ukrainsk område.

Milliardæren Potainen, som er født i 1961, skabte det meste af sin formue på et kontroversielt program med lån til gengæld for aktier i første halvdel af 1990'erne.

I august i år blev han udråbt til at være den rigeste mand i Rusland. På den internationale liste over verdens rigeste lå han som nummer 38 med en anslået formue på 24,4 mia. dollar - over 170 mia. kr.

Læs også: Markedsanalytiker: Det her er ikke julegaven, som aktionærerne havde håbet på

I begyndelsen af 2018 stod Potanin opført på det amerikanske finansministeriums "Putin-liste", hvor der var registreret 210 personer med nære bånd til den russiske præsident, Vladimir Putin.

I juni i år indførte Storbritannien sanktioner mod Potanin for at være en af de store oligarker i præsident Vladimir Putins indercirkel.

Potanin er født i Moskva og voksede op i en højtstående kommunistisk familie i det tidligere Sovjetunionen.

/ritzau/Reuters