USA's finansminister Scott Bessent forsøger at mane til ro på et tidspunkt, efter USAs krav om at købe Grønland har udløst nervøsitet blandt investorerne.
Scott Bessent opfordrer ifølge Bloomberg News indtrængende allierede til at respektere eksisterende handelsaftaler og afviste kategorisk spekulationer om, at europæiske lande ville gengælde præsident Donald Trumps seneste trusler ved at dumpe amerikanske statsobligationer.
Det ville potentielt kunne udløse betydelige rystelser på de globale finansmarkeder.
»Det trodser enhver logik, og jeg er fuldstændig uenig i det,« udtaler Scott Bessent under et pressemøde i Davos, hvor han deltager i World Economic Forum.
Bessent sammenligner den aktuelle uro over Grønland med det, han beskrev som »hysteri«, der opstod i april sidste år, da Trump annoncerede omfattende landespecifikke toldsatser.
Dengang udløste det ligeledes en voldsom markeds- og politisk modreaktion. Finansministeren understregede, at folk burde »læne sig tilbage, trække vejret dybt og lade tingene udvikle sig«.
Præsidentens trussel om toldsatser mod en række europæiske lande, som har modsat sig hans forsøg på at købe Grønland, har udløst stor bekymring i Europa.
Franske præsident Emmanuel Macron har eksempelvis påpeget, at det var muilgt at aktivere EU's anti-tvangsinstrumenter som modtræk.
Europæiske lande sidder på trillioner af dollar i amerikanske obligationer og aktier. Spekulationer om et potentielt salg af disse aktiver, hvoraf en del ligger hos offentlige fonde, kunne drive USA's låneomkostninger op og aktiekurserne ned, givet USA's afhængighed af udenlandsk kapital.
De fleste markedsstrateger vurderer ifølge finansmediet, at sandsynligheden for, at Europa vil gå så langt, er lav. Det sker med henvisning til den brede modvilje, man har set, mod at udfordre Trump siden han blev præsident for præcist et år siden.
Samtidig vil det være et meget drastisk skridt, hvis Europa begynder at bruge sine amerikanske aktiver som politisk våben. Det vil i praksis gøre en handelskonflikt, som investorer tidligere ikke tog særlig alvorligt, til en direkte handelskrig.

