Amerikanske olieselskaber står til at hente en gevinst på over 60 mia. dollar i år.
Det skyldes de stigende oliepriser, som er en direkte konsekvens af konflikten i Mellemøsten, hvor USA og Israel for nylig angreb Iran, skriver Financial Times.
Investeringsbanken Jefferies anslår, at amerikanske producenter alene denne måned vil tjene omkring 5 mia. dollar i ekstra indtægter.
Energianalysefirmaet Rystad vurderer, at hvis den amerikansk olie - den såkaldte WTI-olie - holder et gennemsnit på 100 dollar pr. tønde resten af året, kan selskaberne samlet set få et løft på 63,4 mia. dollar. Især amerikanske skiferselskaber, med begrænset eksponering i Mellemøsten, forventes at drage fordel.
WTI-olien handles mandag morgen til 99 dollar pr. tønde, mens brent-olien handles til næsten 105 dollar pr. tønde.
Exxon Mobil og Chevron samt de europæiske konkurrenter BP, Shell og TotalEnergies har store interesser i Golfen og mærker derfor i højere grad konsekvenserne af det betydelige pres omkring Hormuzstrædet.
Ifølge vurderingen er BP og Exxon blandt de selskaber, der er mest sårbare over for uroen i Mellemøsten. Det skyldes, at over en femtedel af den frie pengestrøm, som de ventes at skabe i 2026, stammer fra deres internationale olie- og LNG-forretninger i regionen.
Læs også: Investeringschef med skarpt råd i geopolitisk kaos: Vær varsom
Læs også: Efter heftig stigning i olieprisen tror markedet på rentestigning - så meget påvirker det boliglån

