Bavarian Nordic-aktien har været en kedelig investering de seneste ti år, men torsdagens interesse fra kapitalfonde kan være udtryk for glemte værdier.

Sådan lyder vurderingen fra investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet. Han tror, at selskabet snart kan være fortid på børsen, hvis konsortiets interesse bliver til virkelighed.

Det danske vaccineselskab Bavarian Nordic endte med øge markedsværdien til 18,4 mia. kr., da aktien steg med 21 pct. torsdag.

Stigningen kom i kølvandet på, at et konsortium bestående af Nordic Capital og Permira overvejer at købe selskabet.

Interessen fra selskaberne kan være udtryk for, at der er et uforløst potentiale i selskabet, lyder vurderingen fra Per Hansen.

»Kapitalfondene mener, at der er en væsentlig større end den, som er afspejlet i aktiekursen,« siger han og tilføjer:

»Når kapitalfondene kommer ind nu, så siger de, at der er nogle værdier i Bavarian Nordic som ledelsen ikke har kunne forløse.«

Selvom investorerne slikkede sig om munden oven på gårsdagens nyhed, så har det langt fra været tilfældet de seneste ti år, hvor aktien er faldet tilbage med 13,5 pct.

»Kigger vi på aktiekursen i Bavarian Nordic, så har den været meget op og ned, men uden at aktiekursen rigtig har rykket sig. Det er ikke sådan super fantastisk,« siger Per Hansen og tilføjer:

»Den udvikling har tæret lidt på investorernes forhåbninger, selvom der er mange investorer, som mener, at aktien er kronisk undervurderet.«

Ledelsen hos Bavarian Nordic har forsøgt at sadle om fra biotekselskab til et mere stabilt vaccineselskab, men det har stadig været en aktie, som reagerer på håb om potentialet i ny medicin.

»Det har været epidemier og pandemier, som har påvirket aktiekursen,« lyder det fra Per Hansen.

Bavarian Nordic er eksempelvis steget markant på nyheder med relation til selskabets vaccine mod mpox kaldet Jynneos.

Investeringsøkonomen tror, at konsortiet håber på lave en ny begyndelse for Bavarian Nordic ved at tage selskabet af børsen og arbejde hen i mod, at selskabet bliver en del af et større vaccineselskab.

Læs også: Aktiedirektør: Bavarian Nordic-aktien er markant undervurderet – kurspotentiale på op til 50 pct.

Læs også: Ny kampagne med filmstjerne får aktie til at skyde i vejret

Podcast

Købsmuligheder i rødglødende marked

Aktierne slår rekord på rekord i disse dage, men bør den gode stemning give anledning til panderynker, eller skal man læne sig tilbage og nyde fremgangen efter en noget turbulent start på året? Vi kommer selvfølgelig inden om Bavarian Nordic, når Millionærklubben tager temperaturen på markedet sammen med forvalter Johannes Møller fra MW Compounders og Lau Svenssen, chefanalytiker i Svenssen og Tudborg. De to erfarne investorer svarer også på spørgsmål fra lytterne. Vært: Laura Bitte Rossau