Det indiske aktiemarked kan nu kalde sig for det fjerdestørste i verden. 

Og i samme omgang vælter de markedet i Hong Kong af pladsen, som er der hvor Hang Seng-indekset har hjemme.

Det skriver Bloomberg News. 

Det sker i takt med, at Indiens vækstudsigter vokser og politiske reformer gør markedet mere attraktivt for investorer. På samme tid strømmer kapital ud af det kinesiske aktiemarked.

Ved luk mandag ramte det indiske aktiemarked en værdi på 4.330 mia. dollar, mens markedet i Hong Kong lukkede i 4.290 mia. dollar. 

Det er gået stærkt for det indiske aktiemarked over de seneste år. Markedet passerede en værdi på 4.000 mia. dollar den 5. december, hvoraf halvdelen er kommet til markedet over de seneste fire år. 

Indiens store succes de seneste år er blandet andet kommet fra de stærke indtjeninger, som de indiske virksomheder har kunnet præsentere. 

Derudover har Indien positioneret sig som et alternativ til Kina, og dermed tiltrukket frisk kapital fra globale investorer.

»Vi ser Indien som den bedste strukturelle væksthistorie på tværs af ikke bare udviklingsmarkeder, men også globalt,« lyder det fra Evan Metcalf, der er administrerende direktør hos Global X ETFs. 

»Mens Kinas vækst er gået i stå og præget af usikkerhed, så har Indien en generationsmæssig mulighed for at fremstå som vækstmotoren for de nye markeder. Demografi er en vigtig fordel, kombineret med en stigning i uddannede unge og en progressiv regering, der forfølger vigtige strukturelle reformer,« tilføjer han. 

Top fem af de største aktiemarkeder i verden lyder dermed nu: USA, Kina, Japan, Indien og så Hong Kong.

Læs også: Novo går til bunds i C25

Læs også: Nordnet om dansk udbytteaktie: Potentialet for langsigtede investorer lever