Fremtiden er her.

Cirka sådan lød det mange steder, da firmaet bag det hypede ChatGPT 13. maj fremviste den seneste udgave af den hypede AI-chatbot.

Her var alt nemlig ikke, som det plejede: Nej, firmaet fremviste en AI-model, som forskellige repræsentanter fra firmaet sad og førte helt normale samtaler med, som var det en ægte person.

Se selv:

Firmaet gjorde et stort nummer ud af det med en stor præsentation, der skabte overskrifter både i techmedier - men i lige så høj grad i de brede medier.

»I de følgende uger vil vi begynde at udrulle den nye stemme,« lød det i et efterfølgende tweet, men sidenhen er der intet sket.

Folk har undret sig – hvornår kan vi få lov til at lege Joaquin Phoenix i filmen 'Her' og glemme alt om rigtige mennesker og forelske os i en kunstig intelligens?

Og nu er den ellers dybt imponerende funktion rent faktisk blevet udskudt, oplyser OpenAI.

»Vi havde planlagt at begynde at udrulle dette i alpha (første udgave, red.) til en lille gruppe af ChatGPT Plus-brugere i slutningen af juni, men har brug for en måned mere for at nå vores mål for lanceringen,« skriver OpenAI på X.

Årsagen? Der er flere, men de kredser alle sammen om 'sikkerhed'.

»For eksempel forbedrer vi modellens evne til at opdage og afvise bestemt indhold,« skriver de.

Der har siden ChatGPT pludselig bragede frem og var her, der og alle vegne været flere eksempler fra både dem og konkurrenterne hos Google og Microsoft på sprogmodeller, der var lige friske nok i sproget.

For eksempel fik brugere ChatGPT til at tale i sympatiske vendinger om Hitler eller lave jokes om kvinder, som var de fortalt af Donald Trump.

Den slags ting ser skidt ud på tekst, men ville måske se endnu værre ud fortalt af en kunstig intelligens-stemme, der lyder som et helt normalt menneske.

»ChatGPT's avancerede Voice Mode kan forstå og reagere på følelser og ikke-verbale signaler, hvilket bringer os tættere på naturlige samtaler med AI i realtid. Vores mission er at give dig disse nye oplevelser med omtanke,« skriver firmaet.

De planlægger, at samtlige Plus-brugere skal have adgang i løbet af efteråret.

Et Plus-abonnement på ChatGPT koster 20 dollar om måneden eller knap 140 danske kroner.

Der er rigtig mange penge at spare for landets boligejere lige nu - både på bolig-banklån og bidragssatsen. Hør mere i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen, hvor Jens Hjarsbech, cheføkonom i Mybanker, fortæller hvordan.

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.