Det gør som oftest ondt i maven at se sin formue svinde ind.
Og det må mildest talt gøre nas, når 11 milliarder dollar fordufter fra ens formue på én enkelt dag.
Er det også tilfældet for verdens rigeste familie? Godt spørgsmål.
Ikke desto mindre er det, hvad der skete for Walmart-arvingerne tirsdag, skriver Bloomberg.
Aktierne i den enorme, amerikanske supermarkedskæde dykkede brat med 7,6 procent på børsen, og det satte sig betydeligt hos de fem arvinger, som tilsammen ejer lige over halvdelen af aktierne.
Deres formue skrumpede med 11,4 milliarder dollar. Et beløb, der svarer til knap 84 milliarder danske kroner.

Kimen til Walmart blev lagt i 1962, da Sam Walton slog dørene op for den første Walmart i delstaten Arkansas. Siden er Waltons forretningseventyr vokset sig til verdens største dagligvarekæde.
Grundlæggerens tre børn: Alice, Jim og Rob samt svigerdatterem Christy og hendes søn, Lukas, er i dag hovedaktionærer i Walmart. De har ifølge Bloomberg tilsammen en formue på 199,3 milliarder dollar.
Dykket på børsen tirsdag sker som konsekvens af, at Walmart har nedjusteret sine forventninger til året. Blandt andet forventes resultatet per aktie at bakke med 8-9 procent i forhold til samme periode året før.
Supermarkedskæden kæmper med overfyldte lagre, og de har været nødt til at sætte priserne markant ned for at sælge ud af beholdningen. Analytikere estimerer, at der vil gå et helt år, før situationen kommer under kontrol.
Læs også: Chefstrateg frygter tocifret aktiedyk
