
Verdens største investeringsfond går i kødet på astronomisk løn til topchef
        
                Verdens største investeringsfond - den statslige, norske oliefond - har meddelt, at det vil stemme imod Teslas foreslåede lønpakke til topchef Elon Musk.
Det skriver flere internationale medier om lønpakken, der har en potentiel værdi på over 1.000 mia. dollar - svarende til 6500 mia. kr.
Oljefonden, der er den syvende største aktionær i Tesla, begrunder sin beslutning med bekymring for pakkens omfang og den potentielle udvanding af eksisterende aktionærer.
»Selv om vi sætter pris på Musks visionære rolle, så er vi bekymrede over den samlede størrelse på denne tildeling, udvanding og manglen på risikoreduktion omkring nøglepersoner, hvilket er i overensstemmelse med vores holdning til lederløn, skriver oliefonden i en begrundelse,« ifølge NTB.
Tesla-bestyrelsen har forsvaret pakken, som de mener er afgørende for at fastholde Musk og sikre elbilproducentens fremtidige vækst.
Lønpakken er dog betinget af, at Musk opfylder en række ambitiøse mål, herunder at mangedoble Teslas markedsværdi til 8.500 mia. dollar og udvide selskabets satsning på selvkørende taxier. Opfylder han kravene, vil Musk modtage 423,7 mio. aktier over ti år.
Det er ikke første gang, at den norske oliefond har stemt imod en lønpakke til Elon Musk. Fonden stemte også imod et lignende forslag sidste år, hvilket resulterede i en offentlig uenighed mellem Musk og Oljefondets leder Nicolai Tangen.
6. november stemmes der om lønpakken, når der er generalforsamling i Tesla. Oliefonden ejer 1,14 pct. af Tesla ved udgangen af juni, ifølge Dagens Næringsliv.




Stor guide: 57 geniale gaver

Ørsted sælger andel for 39 mia.


















