Amerikanske virksomheder leverer fortsat usædvanligt stærk indtjening båret frem af kunstig intelligens. 

Men ifølge Wei Li, ledende global investeringsstrateg hos verdens største kapitalforvalter BlackRock, bør investorer nu fokusere på indtjeningens reelle holdbarhed. Billigere AI-modeller er nemlig i gang med at ændre markedets økonomiske vilkår.

Regnskabssæsonen er præget af skyhøje forventninger. Konsensus tilsiger, at S&P 500-virksomhederne leverer en indtjeningsvækst på over 20 pct. for andet kvartal i træk. Selvom de første regnskaber har overgået prognoserne, er det store spørgsmål, om de ekstraordinære overskud kan fastholdes fremover.

»Amerikanske virksomheders indtjening er fortsat usædvanligt stærk. Men fokus bør også være på, hvor holdbar indtjeningen fra AI er på længere sigt, ikke blot på endnu en runde af regnskaber, der overgår forventningerne.«

Stigende omkostninger gør, at virksomheder i stigende grad søger mod billigere AI-alternativer. Data viser eksempelvis, at kinesiske AI-modeller i øjeblikket håndterer næsten dobbelt så mange data-tokens som de amerikanske rivaler, hvilket udhuler prissætningsmagten hos de førende modeludviklere, forklarer man hos BlackRock.

Spørger man BlackRock kræver udviklingen en mere selektiv tilgang: 

»Vi fastholder en overvægt på AI-temaet, men det kræver en stadig mere selektiv og aktiv investeringsstrategi,« udtaler Wei Li.

Frem for at gætte på de langsigtede vindere blandt de stadig mere konkurrenceprægede modeludviklere foretrækker BlackRock at investere i områder præget af "AI-knaphed" – særligt den underliggende AI-infrastruktur. 

Det betyder et massivt fokus på den AI-infrastruktur og de systemer, der er nødvendige for at træne, hoste og udrulle teknologien globalt. 

Samtidig hæfter strategen sig ved, at USA fortsat leverer en robust virksomhedsindtjening – også uden for det direkte AI-økosystem.