Henter kommentarer

Verdens største kryptobørs hevet i retten


Amerikanske myndigheder hiver de tunge skyts frem og anklager nu verdens største kryptobørs Binance og dets stifter Changpeng Zhao for lovbrud.

Det skriver flere medier, herunder Bloomberg.

Det er den amerikanske tilsynsmyndighed Commodity Futures Trading Commission (CFTC), der står bag søgsmålet. Myndigheden anklager Binance og Changpeng Zhao for rutinemæssigt at overtræde amerikanske børsregler i flere år.

»De tiltaltes egne e-mails og chats afspejler, at Binances forsøg på at overholde loven har været løgnagtige, og at Binance bevidst valgte – gang på gang – at gå efter overskud frem for at følge loven,« siger Gretchen Lowe, chefadvokat i CFTC, ifølge Bloomberg.

I grove træk går anklagerne blandt andet ud på, at Binance har brudt amerikansk lov ved at tillade amerikanere at handle med derivater. Et derivat er et finansielt produkt, der følger udviklingen i et givent aktiv.

Det kræver tilladelse at facilitere sådanne handler, men den tilladelse mener CFTC ikke, at Binance har haft. Derimod hævder CFTC, at Binance har vejledt amerikanske brugere i at oprette VPN-adgange, så kunderne kunne skjule deres geografiske placering.

Changpeng Zhao, der af Bloomberg kaldes »den mest magtfulde person i krypto« anklages desuden for at bede ansatte og kunder om at omgå myndighedernes kontroller, skriver Berlingske.

CFTC går efter at straffe Binance og Zhao med påbud og bøder, lyder det.

Binance kalder søgsmålet for »skuffende og uventet«, og de påpeger overfor Bloomberg, at de over de seneste to år har lavet store investeringer for at sikre, at der ikke er aktive amerikanske brugere på deres platform.

Binance blev stiftet i Shanghai i 2017. Siden har selskabet haft hjemme i Tokyo og derefter Malta. I dag har Binance ikke officielt hovedkontor i noget land, til trods for at selskabet har over 7.500 ansatte.

Læs også: Børshus om dansk aktie: Kan stige med 114 kr.

Læs også: Billigere at låne til boligen: Så stort rentefald har bankuro udløst