Danske aktier, målt på C25-indekset, starter ugen yderst positivt.
I hvert fald gik det ledende danske indeks frem med 0,7 pct.
Bedst gik det for Vestas-aktien, der blev sendt op med 7,3 pct.
Stigningen kommer efter en ny aftale mellem Danmark og ni andre europæiske lande, der omfatter udbygning af havvind i Nordsøen.
Det skriver Marketwire, der har talt med aktieanalysechef i AL Sydbank, Jakob Pedersen, der fortæller, at mere forudsigelighed løfter aktien.
Dermed er Vestas-aktien nu oppe med knap 103 pct. det seneste år.
Også Rockwool blev mandag mere værd med en stigning på 2 pct.
Kursfremgangen kom blandt andet efter et nyt fra USA's største bank om den danske isoleringskæmpe.
JPMorgan-analytikeren Zaim Beekawa anbefaler nemlig nu at have ekstra mange Rockwool-aktierne i porteføljen, viser Bloomberg-data. Det er en ændring fra en neutral-anbefaling, der indikerer, at banken vurderer, at aktien vil klare sig som andre aktier.
Banken ser for sig, at Rockwool-aktien kan stige til 250 kr.
Ligeledes blev ISS-aktien sendt op. Facilitykæmpen har underskrevet en ny kontrakt med et schweizisk farmaselskab.
Værdien af kontrakten ligger på omkring 300 mio. kr. årligt og løber over tre år.
ISS-aktien lukkede 1,7 pct. højere mandag.
Omvendt var mandag endnu en sur dag for Pandora-aktien, der dykkede 3,6 pct. samtidig med, at prisen på sølv har ramt ny rekord.
Smykkekæmpen er siden årsskiftet nede med 30 pct.
Hvordan samtlige C25-aktier klarede sig mandag, kan du få et overblik over her.

