
Vestas har solgt vindmølleprojektet Delta i staten Mississippi i USA til energiselskabet AES, fremgår det af en pressemeddelelse torsdag fra vindmølleproducentens amerikanske datterselskab, Vestas-American Wind Technology.
Projektet udvikles af Steelhead Americas, som er et projektudviklingsselskab ejet af Vestas.
Vindmølleproducenten kalder frasalget "en milepæl" i bestræbelser på at udvide tilstedeværelsen inden for udvikling af vedvarende energi og åbne op for potentialet på markedet i USA.
Delta er faktisk det første vindmølleprojekt i Mississippi, og det demonstrerer ifølge Vestas "selskabets rolle i at åbne nye vindmarkeder på tværs af USA".
Steelhead Americas har udviklet projektet helt fra bunden.
- Ved at tilføje projektudvikling til vores brancheførende teknologi- og driftsportefølje har vi implementeret vores brancheekspertise bredere på tværs af værdikæden, siger chef for udvikling for Vestas North America Chris Rogers i meddelelsen.
Vestas' nordamerikanske projektudviklingsforretning har over 3 gigawatt vedvarende energiprojekter i pipelinen. Det er også noget, som kommer den traditionelle vindmølleforretning hos Vestas til gode.
Siden etableringen af Steelhead Americas i 2016 har det genem udvikling og co-udvikling støttet Vestas i at sikre over 3350 megawatt-vindmølleordrer i Nordamerika.
.\˙ MarketWire