Henter kommentarer

Vestas skuffer på flere nøgletal


Den danske vindmøllekæmpe Vestas lander en smule lavere end ventet på en række nøgletal i andet kvartal af 2025.

Det står klart efter, at selskabet har præsenteret friske tal for perioden onsdag morgen.

Omsætningen i kvartalet lander på 3.745 mio. euro, hvor analytikerne havde regnet med 3.952 mio. euro ifølge konsensusestimater indsamlet af selskabet selv.

Omsætningen, som også er kendt som toplinjen, dækker over et selskabs samlede omsætning eller indtægter, som kan stamme fra salg af varer eller ydelser, investeringsindtægter eller andre kilder.

På bundlinjen lander Vestas et resultat efter skat for kvartalet på 34 mio. euro, hvor analytikerne havde regnet med et resultat på 51 mio. kr. 

Resultatet er markant bedre end andet kvartal af 2024, hvor Vestas leverede et underskud på 156 mio. euro.

Bundlinjen, henviser til virksomhedens nettoresultat, efter alle udgifter og omkostninger er fratrukket.

Ser man på driftsresultatet målt på EBIT før særlige poster landet det for kvartalet på 57 mio. euro. Her havde analytikerne ventet et driftsresultat på 89 mio. euro.

Ordreindgangen lander i perioden på 2,2 mia. euro mod ventede 1,9 mia. euro.

Til regnskabet lyder det fra topchef Henrik Andersen:

»Resultaterne blev drevet af forbedret performance i onshore-projekter og lavere garantirelaterede omkostninger, men blev modsvaret af investeringer i offshore-opskalering for at levere de første V236-15,0 MW-projekter og opbygge grundlaget for Vestas’ langsigtede succes inden for Offshore.«

»I kvartalet oplevede vi god ordretilgang i EMEA, men politisk usikkerhed påvirkede nøglemarkeder, og Vestas fortsætter arbejdet med kunder, partnere og regeringer for at håndtere markedsudfordringer og hjælpe med at opbygge overkommelige, sikre og bæredygtige energisystemer,« tilføjer han.

Af regnskabet fremgår det, at Vestas fastholder sine forventninger til 2025. Omsætningen ventes at lande på 18-20 mia. euro, mens EBIT-marginen før særlige poster ventes at lande på 4-7 pct.

EBIT-marginen følges nøje af investorer og analytikere, da nøgletallet er et udtryk for, hvor stor en del af omsætningen i virksomheden, der er tilbage, når selskabet har betalt sine driftsomkostninger.

Vestas er en af verdens største vindmøllevirksomheder og har mere end 30.000 ansatte.

Siden årets start er vindmølleaktien steget med 11 pct.