Der er særligt ét spørgsmål, som er på alle investorers læber lige nu ovenpå annonceringen af Kevin Warsh som den næste formand for den amerikanske centralbank, Fed.
Sådan lyder det fra Jesper Nørgaard, der er viceinvesteringsdirektør i Sampension, i en kommentar fredag eftermiddag.
Han understreger, at det for investorerne er godt at få en afklaring på, hvem der skal erstatte Jerome Powell, når hans periode udløber til maj.
»Det store spørgsmål til den tid kommer så til at blive, om vi med den nye centralbankchef kan være sikre på, at centralbankens uafhængighed, som Powell har været garant for trods et vedvarende pres på ham fra Trump for større rentenedsættelser, vil fortsætte fremover - eller om centralbankens fremtidige pengepolitiske kurs i højere grad vil blive styret af, hvad præsidenten foretrækker, frem for hvad økonomien har brug for,« udtaler Jesper Nørgaard.
Kevin Warsh har været en del af centralbanken fra 2006 til 2011 og har været en af Trumps økonomiske rådgivere. Han har de seneste måneder offentligt talt for lavere renter, hvilket har sat ham på linje med den amerikanske præsidents ønsker.
Selvom Donald Trump peger på Kevin Warsh, skal vedkommende først godkendes i senatet.

