En af de vigtigste begivenheder i finansverdenen denne uge bliver offentliggørelsen af den amerikanske jobrapport.
Den kan skabe betydelige udsving på markedet - særligt hvis den ligner sidste måneds rapport. Det vurderer chefstrateg i Danske Bank, Frank Øland:
»En lige så svag jobrapport i denne måned er usandsynlig, men hvis det skulle ske, kan det medføre en betydelig negativ markedsreaktion, da bekymringer om en hård landing ville dukke op igen,« skriver han i en kommentar.
Den amerikanske jobrapport kaldes for 'non farm-payroll', men går også under navnet 'kongetallet'. Den viser hvor mange job uden for landbruget, der blev skabt i den forgangne måned. Tallet bliver brugt som en strømpil for, hvordan det går med den amerikanske økonomi. I oktober blev der ifølge rapporten således kun skabt 12.000 nye jobs, mens markedet havde forventet omkring 113.000 nye job.
Læs også: Nordnet om kommende Novo-begivenhed: 'Der er nærmest garanti for større kursbevægelser'
Det kan dog hænge sammen med den massive strejke, der var hos flyproducenten Boeing, samt orkansæson i blandt andet Florida. Det er dog ikke tilfældet denne måned, og derfor kan så massiv en skuffelse påvirke markedet negativt, lyder det fra Frank Øland.
Omvendt vurderer han, at investorerne heller ikke vil have en alt for stærk jobrapport - det kan nemlig bringe potentielle rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank Federal Reserve i fare. Investorer håber som tommelfingerregel på lavere renter, da det typisk anses som positivt for aktiemarkedet.
»Hvis rapporten er meget stærk, kan Fed meget vel springe den meget forventede december rentenedsættelse over,« lyder vurderingen fra Frank Øland og fortsætter:
»En stærk - men ikke for stærk - jobrapport er det mest sandsynlige, og kan give yderligere brændstof til det amerikansk drevne year-end rally.«
Her henviser chefstrategen til, at de amerikanske aktier er i storform i øjeblikket.
Således oplevede de to toneangivende amerikanske indeks, Dow Jones og S&P 500, i november sit bedste månedlige resultat i år med en fremgang på henholdsvis 7,5 og 5,7 pct. I løbet af den forgangne uge steg de to indeks begge mere end 1 pct. Det skriver finansmediet CNBC.
Den amerikanske jobrapport bliver offentliggjort fredag eftermiddag.
